Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC er forberedt på salg af VM-keeper

Hannes Halldorsson kan blive solgt efter VM, fastslår Randers-direktør Søren Pedersen.

Der findes næppe et bedre udstillingsvindue i verden end et VM, og snart stiller Randers-keeper Hannes Halldorsson sig til skue, når han vogter målet for Island under slutrunden i Rusland. Målmanden får minimum tre kampe til at bevise sit værd og imponere diverse klubber.

Det kan nemlig meget vel tænkes, at der venter Hannes Halldorsson et klubskifte denne sommer. Det fastslog spillerens agent, Olafur Gardarsson, allerede over for tipsbladet.dk i starten af maj.

- Jeg ved ikke, om Hannes også er i Randers FC i næste sæson, men han har en kontrakt, og den respekterer han selvfølgelig. Jeg håber, at VM kan åbne nogle døre for ham, for han fortjener at spille på et højere niveau, og det har han også evnerne til. Det kan godt ske, at der hænder noget til sommer, sagde agenten ved den lejlighed.

I Randers FC er man bekendte med, at Hannes Halldorsson kan blive skudt af sted i transfervinduet. Målmanden er én af de mere løntunge spillere i truppen.

- Kommer han til at gøre en god figur til VM, er vi forberedt på, at der kan komme et salg af ham. Det er ingen hemmelighed, at han er på en god aftale i Randers FC, så hvis det ender med, at han bliver solgt, har vi midlerne til at finde en god erstatning, siger Søren Pedersen, der er sportslig og kommerciel direktør i Superliga-klubben, til Randers Amts Avis.

Hannes Halldorsson har et år tilbage af sin kontrakt med Randers FC.