Video : Tipsbladet
Superliga

Agent: Hannes Halldorsson fortjener at spille på et højere niveau

Målmand Hannes Halldorsson er åben for et klubskifte til sommer, fortæller Randers-profilens agent.

Hannes Halldorsson fik en nøglerolle for Randers FC, da kronjyderne søndag slap fra Helsingør med 1-1. I kampens slutfase pillede den islandske landsholdskeeper et straffespark fra Nicolas Mortensen, og få øjeblikke senere udlignede Bashkim Kadrii.

Til sommer venter en stor styrkeprøve for Hannes Halldorsson, når han formentlig skal vogte målet for Island under VM. Her kommer han blandt andet til at stå over for Lionel Messi og Argentina i gruppespillet. 

Sommeren kan imidlertid også byde på et klubskifte for Randers-keeperen. Spillerens agent vil i hvert fald ikke afvise, at Halldorsson forlader Randers FC.

- Jeg ved ikke, om Hannes også er i Randers FC i næste sæson, men han har en kontrakt, og den respekterer han selvfølgelig. Jeg håber, at VM kan åbne nogle døre for ham, for han fortjener at spille på et højere niveau, og det har han også evnerne til. Det kan godt ske, at der hænder noget til sommer, siger agent Olafur Gardarsson til tipsbladet.dk.

Selv om Hannes Halldorsson pillede et straffespark i søndagens kamp, har han ikke været helt oppe at ringe for Randers FC i denne sæson. Han har været en anden målmand end den, man ser på det islandske landshold og som blev kåret som den bedste keeper i hele VM-kvalifikationen.

- Hvis du spørger Hannes, vil jeg tro, at han vil sige, hans sæson har været okay uden at være prangende. Han har nok afspejlet resten af Randers-mandskabet meget godt – der har lige manglet de sidste fem-ti procent, siger agenten og tilføjer:

- Det, der er med Hannes, er, at han næsten ikke laver nogen fejl. Du kan helt sikkert finde målmænd, der har flere spektakulære redninger, men Hannes giver en stor sikkerhed til sit forsvar og har et højt, højt bundniveau, og i min verden er det det, man ønsker fra sin målmand.

Hannes Halldorsson kom til Randers FC fra NEC Nijmegen i sommeren 2016. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.