Randers FC tæt på tidligere Chelsea-talent
Foto: Randers FC
Superliga

Randers FC tæt på tidligere Chelsea-talent

Randers FC har det tidligere Chelsea-talent Marko Mitrovic til lægetjek, og han forventes at blive præsenteret som ny spiller inden længe.

Randers FC råder over angriberne Mikael Ishak, Viktor Lundberg og Moussa Maazou, men kronjyderne vil gerne have en mand mere ind i løbet af sommeren. Og han er godt på vej.

Tipsbladet.dk erfarer, at Randers FC er tæt på den 23-årige svensker Marko Mitrovic. Angriberen har senest tørnet ud for FC Eindhoven i Holland, og inden da var han i italienske Brescia, hvor han ikke havde ret meget succes og fik en stor del af opholdet ødelagt af skader. Marko Mitrovic kan imidlertid også skrive den engelske storklub Chelsea på CV'et.

I 2008 skiftede han fra Malmö FF til London-klubben, og han scorede flittigt allerede fra begyndelsen, men løb så ind i en skade. Den slog ham dog ikke mere ud, end at han i sin anden sæson blev topscorer for Chelseas U-hold og blandt andet var med til at vinde FA Youth Cup, hvor han scorede i finalen. Skader var dog et tilbagendevendende problem for Mitrovic i Chelsea, og blandt andet derfor blev det aldrig til noget gennembrud, inden samarbejdet ophørte ved kontraktens udløb i 2012.

Nu skal karrieren have ny luft, og det ser altså ud til at blive i Randers FC. Marko Mitrovic lander i Danmark torsdag for at gennemgå det obligatoriske lægetjek, og hvis det forløber efter planen, kan han blive præsenteret som ny mand i den lyseblå Randers-trøje efterfølgende.

Marko Mitrovic måler 190 centimeter og er dermed en fysisk stærk angriber, som kan lide at tage slåskampene med forsvarsspillerne. Han var i 2012 til prøvetræning i OB, og i samme periode var han også på blokken i både FC København og Brøndby - han endte dog med at skifte til Brescia.