Rashani smækker med døren i Brøndby
Foto: Arkiv
Superliga

Rashani smækker med døren i Brøndby

Elbasan Rashani er langt fra tilfreds med den behandling, som han har fået i sin Brøndby-tid. Nu skyder han med skarpt mod den sportslige ledelse.

Elba Rashani har måske spillet sin sidste kamp i den blå-gule Brøndby-trøje. Nordmanden nærmer sig et skifte til norsk fodbold på en lejeaftale i mesterklubben Rosenborg, og på vej ud af klubben stikker nordmanden tydeligt til sin nuværende arbejdsgiver.

Det gør han i et interview med 3point.dk, hvor han fortæller om sin tid i Brøndby. Han forklarer, at det har været svært med de mange skader, men at der også var noget galt med den måde, som træner Thomas Frank valgte at udtage startopstillingen på.

- En anden ting, som jeg aldrig har oplevet før jeg kom til Brøndby, er at lave mål i to kampe i træk, for så at være helt ude af holdet i de næste kampe. Det er en helt forkert måde at give selvtillid og motivation til en spiller, lyder det fra ham og uddyber: 

- De sidste syv kampe jeg har startet inde, har vi vundet fem og spillet to uafgjorte, i alle turneringer. Jeg var i god form og blev topscorer for Brøndby i Europa League i denne sæson, men blev efterfølgende sat helt ud af spillet, siger Elba Rashani.

Rashani kom til klubben i sommeren 2014, hvor det efterfølgende altså aldrig er blevet den helt store succes, og derfor bliver der nu søgt nye græsgange for kantspilleren, der i år dog fik spilletid på Kosovos landshold.