Video : Tipsbladet
Superliga

Rasmus Thelander afviste bejlere: AaB står mig nært

Det var ikke noget svært valg for Rasmus Thelander at takke ja til tilbuddet om at vende hjem til AaB.

Rasmus Thelander blev tidligere torsdag præsenteret som ny spiller i AaB, og dermed er forsvarsspilleren tilbage i den nordjyske klub, som han tidligere kunne fejre både mesterskab og pokaltitel med. 

Onsdag kunne TV3 Sport fortælle, at Rasmus Thelander havde afvist et lukrativt tilbud fra en anden Superliga-klub for at vende hjem til AaB, og midtstopperen bekræfter, at der var andre klubber, der havde snøren ude efter ham.

Beslutningen var dog i sidste ende ikke vanskelig.

- Som folk ved, har jeg en historie med AaB, og det er en klub, der står mig nært. Jeg er utrolig glad for AaB, så det var et meget nemt valg for mig, siger Rasmus Thelander, der har underskrevet en tre-årig aftale med AaB, til Nordjyske.

Rasmus Thelander kan gøre comeback i AaB-trøjen på mandag, når han og holdkammeraterne møder AC Horsens på udebane.