Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 6. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Sjette runde af dansk fodbolds bedste række er færdigspillet, og det er tid til at få sat navne på de spillere, der har leveret særligt godt.

Ronnie Schwartz scorede hattrick for Silkeborg i 3-3-kampen mod SønderjyskE, og ikke overraskende er "Plaffeministreren" at finde på holdet.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 6. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Nicolai Larsen, FC Nordsjælland (1)
FC Nordsjælland vandt med 2-0 hjemme over OB, og den sejr kom i høj grad i hus, fordi målmand Nicolai Larsen pillede et straffespark kort inde i opgøret. I stedet for at komme bagud tidligt i opgøret, endte FCN i stedet med at gå op og score i den anden ende, så redningen var vigtig, og præstationen var i det hele taget et stykke over middel fra den tidligere AaB-keeper.

Højre back: Mads Døhr Thychosen, FC Nordsjælland (1)
Er lige skiftet fra FC Midtjylland til FC Nordsjælland, og højrebacken fik en perfekt debut for klubben med scoringen til 1-0. Den var vigtig for Døhr Thychosen, der har slidt med manglende spilletid, men nu har fået chancen for at sætte sig fast på en plads som stamspiller i en stærk klub. Generelt var det en solid præstation, der naturligvis trækkes op af den afgørende scoring.

Central forsvarer: Markus Halsti, Esbjerg fB (1)
Scorer sjældent, men scorede mod Lyngby. Det var vigtigt, for resten af mandskabet havde ikke og har ikke haft samme træfsikkerhed i denne sæson, så sejren var Esbjergs første. Man ved, hvad man får hos Markus Halsti, der står for solidt forsvarsspil og god fight. Og så fik John Lammers altså også en scoring, der har sendt Esbjerg på fire point alt i alt for de første seks kampe.

Central forsvarer: Rasmus Minor Petersen, Hobro IK (3)
Måske rundens bedste spiller. Rasmus Minor Petersen leverede endnu en gang en kæmpe præstation sammen med hele Hobro-holdet, der spillede 1-1 på udebane mod FC Midtjylland. Kollektivt var det i topklasse, og det blev ført an af Minor Petersen, der var fremragende i luften og forudseende i sit spil. Samtidig leder han forsvaret an og sikrer, at holdkammeraterne står rigtigt. 

Venstre back: Jesper Lauridsen, Esbjerg fB (1)
Der var mange jævne præstationer på venstrebacken denne gang, men pladsen på Rundens Hold går til Jesper Lauridsen, der spillede fuld tid i sejren over Lyngby. Lauridsen har altid været en solid spiller med en god venstre fod, og søndag passede han sine pligter i forsvarsspillet, hvor han sammen med resten af enheden holdt oprykkerne Lyngby fra at score. En vigtig sejr for EfB.

Højre midtbane: Mustapha Bundu, AGF (1)
Der er ingen tvivl om, at Mustapha Bundu har et stort potentiale, men han mangler at udfolde potentialet over en hel sæson. Et mål og en assist stod han for, da AGF fik sæsonens første sejr mandag aften, og nu håber klubben og David Nielsen helt sikkert på, at Bundu kan finde stabiliteten og topniveauet kontinuerligt. Når han er bedst, er han en håndfuld, og så gør det ikke så meget, at det defensive arbejde til tider halter.

Central midtbane: Dominik Kaiser, Brøndby IF (3)
Brøndby-spilleren var igen på pletten, da Niels Frederiksens mandskab vandt med 2-1 hjemme over AaB. Kaiser havde det svært i starten af sin tid i Brøndby, men har løftet sit spil gevaldigt. Så meget, at han lige nu er et af de sikreste kort i startopstillingen for Brøndby, der med sejren ligger nummer tre i Superligaen. Kaiser har indtil videre scoret tre gange i seks kampe.

Central midtbane: Zach Duncan, AGF (1)
Rigtig fin start for AGF's nye australier, der var kastet ind ved siden af landsmanden Mustafa Amini på AGF's centrale midtbane i opgøret mod AC Horsens. Her viste Duncan fine kvaliteter i kampen, som AGF vandt med 2-0. Duncans præstation gør, at det bliver svært for David Nielsen at sætte Nicolai Poulsen tilbage på holdet, når han vender tilbage fra karantæne. Det bliver til gengæld ikke vanskeligt at give Duncan genvalg mod Brøndby i næste runde. 

Venstre midtbane: Lucas Andersen, AaB (2)
Lucas Andersen spillede en fin kamp på Brøndby Stadion, og det var decideret uheld, der gjorde, at AaB-anføreren ikke kom på måltavlen. Hele tre gange ramte Lucas Andersen træværket, og dermed var marginalerne altså imod ham. Offensivspilleren var også dygtig til at sætte holdkammeraterne i scene, men forlod altså utroligt nok banen uden mål eller assist.

Angriber: Mart Lieder, SønderjyskE (2)
Han har fået skæld ud og kritik for ikke at lave nok mål, men søndag mod Silkeborg var Mart Lieder endelig træfsikker for sin klub, der fik 3-3 ude mod Silkeborg. To gange scorede Lieder, der er en spiller med selvtillid for tiden. Det var dog også ret gode arbejdsbetingelser, Mart Lieder havde, for Silkeborg viste igen, at klubben ikke evner at forsvare som hold.

Angriber: Ronnie Schwartz, Silkeborg IF (1)
Lieders to kasser i opgøret blev dog overgået af Silkeborgs vigtigste spiller i form af angriber Ronnie Schwartz. Hattrick af "Plaffeministeren", der scorede to gange med hovedet og en enkelt gang med den farlige højre fod. Schwartz skal levere vilde præstationer og mange mål, hvis Kent Nielsens Silkeborg skal gøre sif store forhåbninger om at overleve i Superligaen.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.