Video : Tipsbladet
Superliga

Rygard om svingende FCN: Vi trænger virkelig til en sejrsstime

FC Nordsjælland har endnu til gode at vinde to Superliga-kampe på stribe i denne sæson, og holdet ligger på ottendepladsen. Mikkel Rygaard synes, det er mærkeligt, det svinger sådan.

FC Nordsjælland har både prøvet at spille uafgjort i to Superliga-kampe i streg og tabe to ligakampe i streg, men holdet har endnu ikke vundet mere end én kamp ad gangen i denne sæson.

Tag bare de to seneste ligakampe som eksempel: Sidste sæsons bronzevindere tabte 3-2 til bundproppen Hobro IK, efter de ellers havde vundet 4-1 over SønderjyskE. Det undrer Mikkel Rygaard, der med sine 27 år ofte er alderspræsident på holdet, når han spiller. 

- Det er lidt mærkeligt, at vi har svinget så meget i præstationerne i denne sæson. Det har været svært for os at holde niveau fra kamp til kamp, og vi trænger virkelig til at få sat en sejrsstime sammen. Den må meget gerne begynde mod FCM, siger Rygaard til fcn.dk.

Netop FC Midtjyllands danske mestre er modstanderen, når Rygaard og co. går på banen næste gang. Kampen spilles i Farum, men historisk set er der ikke meget, der tyder på, at FC Nordsjælland begynder en sejrsstime i det opgør.

Det er således kun blevet til ét point i de seks seneste kampe mod FC Midtjylland - og én sejr i de senete ni. Om Mikkel Rygaard og resten af de nordsjællandske ungersvende retter lidt op på den statistik, får vi svaret på fra klokken 16 på lørdag.