Video : Tipsbladet
Superliga

Sendte SMS efter Thorup-fyring: Bliver stor træner

Der er stor tiltro til Superliga-debutanten Jacob Neestrups evner som cheftræner fra dem, der kender ham.

Det er stort at få debut som Superliga-cheftræner, og det er nok endnu større, når man aldrig tidligere har været cheftræner i en topliga og så samtidig bliver boss for en af de stærkeste klubber i rækken.

Det er, hvad der venter Jacob Neestrup søndag aften i Parken, hvor han debuterer som FCK-cheftræner efter klubbens afskedigelse af Jess Thorup i begyndelsen af sidste uge.

Men Superliga-debutant som cheftræner eller ej har dem, der kender Neestrup og har arbejdet med ham, ingen form for bekymringer ved, om den 34-årige træner har det, der skal til i det krævende job som cheftræner for FC København.

- Han stiller enorme krav til sine spillere, men samtidig er han rigtig god på det menneskelige plan. Han er god til at forstå spillerne og giver alt af sig selv. ’Nees’ og Riemer er efter min mening nogle af de bedste ungdomstrænere, der har været i FCK, og man kan bare se på, hvor mange spillere der rykkede sig under dem. Der er mange, der har meget at takke dem for, siger Thomas Rasmussen, der arbejder i agentfirmaet BTAM og har fulgt Jacob Neestrups karriere.

- For mig minder han om de unge trænere, vi ser slå igennem i især Tyskland. Han har de samme kvaliteter. Da jeg første gang så og hørte ham træne U17-holdet i FCK, var jeg ikke i tvivl om, at han ville blive toptræner på et tidspunkt, siger Thomas Rasmussen til Tipsbladet.

I flere år har det i fodboldmiljøet heddet sig, at FC København var i færd med at forberede Jacob Neestrup til en dag at blive cheftræner for førsteholdet.

Og den manglende erfaring fra topjobbet i Superligaen er ikke noget, der bekymrer.

- Jeg glæder mig til at se ham. Jeg tror, at han kan løfte opgaven og bliver en kæmpe succes i FCK, siger Jesper Christiansen, der arbejdede som målmandstræner for Jacob Neestrup i Viborg FF i 2019 og 2020.

Michael ’Mio’ Nielsen, tidligere spiller og medarbejder gennem mange år i FC København, tror også, at FCK går lysere tider i møde med Jacob Neestrup som cheftræner.

- Det er selvfølgelig altid trist, når en træner bliver fyret, men jeg skrev samme dag til Neestrup, at det var det eneste rigtige at vælge ham. Han bliver en stor træner.

Det tror du?
- Nej, det ved jeg, siger Michael ’Mio’ Nielsen.

Læs hele portrættet af Jacob Neestrup og interviewet med den ny FCK-træner i fredagens udgave af Tipsbladet.

Her finder ud også en hilsen til Neestrup fra det tidligere bagland i Viborg FF og:
En stor artikel om Viborg FF's fremgang og muligheder
Klopp og Liverpools afgørende uger før VM i Qatar
En stor analyse af alle 12 Superliga-klubber og hvordan de har klaret sig i denne sæson set ud fra data