Silkeborg-boss er ikke i tvivl: Vi har Danmarks bedste stadion
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Silkeborg-boss er ikke i tvivl: Vi har Danmarks bedste stadion

Efter syv hjemmekampe er Kent Madsen godt tilfreds med tilskuertallet på Jysk Park, og han har svært ved at få armene ned over det stadion, de har fået bygget i Silkeborg.

Silkeborg IF åbnede med 9.411 tilskuere mod AGF på det spritnye stadion Jysk Park, og det blev til en sejr på 2-1 over rivalerne. Siden er tilskuertallet dog - ikke så overraskende - gået ned. Lidt overraskende er det dog, hvor få tilskuere der har været på det seneste.

5.246 tilskuere kom der i den efterfølgende hjemmekamp mod Helsingør. 4.975 tislkuere mod Hobro, 3.442 mod OB og 3.608 mod FC Nordsjælland. Senest har der været 3.013 mod SønderjyskE og 2.787 mod AC Horsens.

Det samlede billede er stadig, at SIF har et noget bedre gennemsnit end i sidste sæson - 4.640 tilskuere mod 3.036 tilskuere - men det er i høj grad på grund af den første hjemmekamp mod AGF, at SIF's snit er højt denne sæson.

Mod SønderjyskE havde SIF 56 flere tilskuere end samme kamp i sidste sæson, der tilmed lå i december, og senest mod AC Horsens var der 23 flere tilskuere end sidste sæson hjemmekamp mod Horsens, der lå i midten af februar.

Billedet på den korte bane viser ingen eller i bedste fald minimal fremgang, men Kent Madsen kigger på hele sæsonen og er i øjeblikket tilfreds. Han tror på, at klubben når sin målsætning om at have 4.000 tilskuere i snit denne sæson.

- Vi er på den gode side af vores målsætning om 4.000 i snit, og det er vi faktisk godt tilfredse med, når vi er en lille klub, der sportsligt ikke har klaret os til UG i denne sæson. Vi har også været placeret på nogle dårlige tidspunkter, og en fredag aften klokken 20.15 i november holder bare nogle folk væk. Vi er ofte sjette- eller syvendevalg til tv. Det er fair nok - det er bare en konstatering. Det gør bare, at vi kan sige, at vi er godt tilfredse med vores tilskuertal indtil videre, siger Silkeborgs administrerende direktør til tipsbladet.dk.

Silkeborg IF ligger aktuelt nummer 11 i Superligaen, og selv om kampene for det meste har været både målrige og underholdende, og faciliteterne er topmoderne, har det været småt med mennesker indtil videre i oktober og november. Kent Madsen mener dog, at befolkningstallet i Silkeborg Kommune også sætter visse begrænsninger.

- Hvis du kigger på Jyllandskortet, er vi omringet af mange klubber. Så det er ikke sådan, at folk fra Viborg kommer til Silkeborg for at se Superliga-fodbold. Kommunens størrelse er cirka 90.000 mennesker, og hvis man sætter vores tilskuertal op mod vores kommunetal, er vi en af de bedre. Vores 4.000 ville svare til, at AGF skulle have 15.000 i snit, siger Kent Madsen.

Mange tilskuere eller ej: Kent Madsen og Silkeborg IF har fået en voldsom opgradering på faciliteterne, og nu handler det så for klubben om at arbejde videre for at få folk på det nye stadion med plads til 10.000 tilskuere. Rammerne kan byens borgere i hvert fald ikke klage over.

- Vi er generelt godt tilfredse og vi gør det maksimale, vi kan for at få folk på Danmarks bedste stadion. Vi har Danmarks bedste stadion i den skala, stadion nu er. Vi forsøger os med en masse særlige aktiviteter. Nu har vi for eksempel spillet en masse fredagskampe, og så har vi lavet afterparty for tilskuerne. Det er dog sjovest, når vi vinder. Indtil videre har vi kun spillet én søndagskamp, og der lavede vi en større aktivitet, hvor børn kunne komme ind og sparke straffespark.

- Det er klart, at fredagskampene er ikke børnevenlige, og det må vi så leve med. Selv hvis vi klarede det bedre i tabellen og lavede flere point, ville vi nok ikke være et højere tv-valg, for tv-stationerne vælger af kommercielle hensyn. Og det må jeg igen sige er fair nok. Selv om AGF ikke har gjort det bedre end os de sidste par år, bliver de valgt før os - sådan er det bare. Det er jo logisk nok, siger Kent Madsen.

Silkeborgs næste opgave er lørdag efter landskampspausen, hvor en udekamp mod AGF venter. Ugen efter gæster Brøndby det midtjyske, og så kan Kent Madsen og Silkeborg glæde sig over at få endnu en søndagskamp, da kampen spilles søndag klokken 18.00.