Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-fans sender lommetørklæder og tudekiks til Spelmann

Fanklubben Silkeborg SIFosis har efter mandagens opgør mod AGF sendt lommetørklæder, tudekiks og offsidereglerne til Martin Spelmann, som efter deres smag brokkede sig for meget over nederlaget.

Der er var emner nok at tale om efter Silkeborg IF's 2-1-sejr over AGF mandag aften. Klubben indviede sit nye stadion, begge hold fik en mand udvist, Martin Spelmann fik et mål annulleret for offside.

Sidstnævnte var da også noget af det, som Spelmann hæftede sig ved efterfølgende, for målet ville have været en udligning til 2-2. Han sagde blandt andet, at han følte, at målet blev stjålet fra AGF.

Han kritiserede også Silkeborg for holdets taktik og sagde, at det var "sørgeligt, at de ikke vil spille fodbold på deres nye stadion". 

Nu har Silkeborg IF's officielle fanklub, SIFosis, valgt at sende en række forskellige remedier til AGF-spilleren, så han kan komme sig over skuffelsen.

- Kære Martin. Vi er kede af at du har haft en træls oplevelse på vores nye stadion. Vi sender dig derfor en pakke tudekiks, nogle Kleenex til at tørre øjnene og en beskrivelse af offside-reglerne, skriver fanklubben i et kort, som de har sendt af sted. 

Både kortet og de omtalte genstande kan ses i et opslag på fanklubbens Facebook-side. 

Det omtalte mål og de øvrige højdepunkter kan ses i videoen i toppen af artiklen.