Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-midt inden Lyngby: Tænker ikke så meget på, hvor vi ligger

Mathias Hebo Rasmussen vil have, at Silkeborg skal have fokus på sig selv og ikke så meget på placeringen i tabellen eller modstanderens situation, når bundklubben søndag møder Lyngby.

Søndag møder Silkeborg IF Lyngby i en bundkamp mellem to hold, der i sagens natur hungrer efter point. Værst er situationen for Silkeborg, der efter ni kampe stadig kigger sig omkring efter den første sejr.

- Det bliver en rigtig spændende kamp. De har brug for point, og det har vi jo også, men vi giver alt det vi kan på søndag, og så tager vi en kamp af gangen, siger Silkeborgs midtbanespiller Mathias Hebo Rasmussen til Silkeborg IF’s hjemmeside.

Hebo Rasmussen har en fortid i netop Lyngby, men modstanderen vil han i denne omgang ikke bruge alt for meget energi på op til kampstart.

- Vi ville godt have haft flere point, det er helt klart. Men vi tænker mere på, hvad vi kan gøre på søndag. Ikke så meget på hvor vi ligger og hvem vi møder, men mere på os selv, og at vi skal give alt hvad vi har, og så må vi se, hvad resultatet bliver, siger han.

Silkeborg IF indtager Superligaens 14. og sidsteplads med tre point, mens Lyngby er på 12. Pladsen med ni point.