Silkeborg-profil har sat agent til at kigge efter større klub
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Silkeborg-profil har sat agent til at kigge efter større klub

Superliga-nedrykningen får Vladimir Rodic til at kigge sig om efter en ny arbejdsgiver.

Han blev købt i januar som erstatning for Robert Skov, men allerede nu vil Silkeborgs kantspiller Vladimir Rodic gerne videre.

Det handler selvfølgelig om, at han ikke har specielt stor lyst til at tage en sæson i den næstbedste række, efter SIF rykkede ud af Superligaen.

Og på det personlige plan har han i den grad vist sig frem, Rodic.

Syv mål og tre assists i 16 Superliga-kampe for Silkeborg er det blevet til for Rodic, der nu afventer, hvad hans agent vender tilbage med af muligheder.

- Der er ingen tilbud endnu -ikke noget konkret. Jeg har snakket med min agent, og han gør sit job for at finde en større klub for mig. Men hvis der ikke sker noget, har jeg en kontrakt her for tre år til, siger Vladimir Rodic til Midtjyllands Avis.

Silkeborg-manager Peter Sørensen har tidligere gjort det klart, at han ikke ønsker at sælge flere spillere, så der skal formentlig et pænt tilbud på bordet, hvis SIF skal sælge Rodic.

Rodic har kontrakt med SIF frem til sommeren 2021, men det er klart, at med den fine halvsæson, han har haft, kan han godt gøre sig forhåbninger om at spille i en større klub.