Silkeborg vil gøre FCK til mestre fredag
Illustration
Superliga

Silkeborg vil gøre FCK til mestre fredag

Vinder Silkeborg over FC Nordsjælland fredag aften, sender de samtidig mesterskabet til FCK. Og det pressede bundhold jagter selvfølgelig sejren.

Der har været meget fokus på, at FC København med en sejr på søndag på Brøndby Stadion vil stå med mesterskabet, men faktisk kan de sikre sig titlen allerede fredag uden selv at spille.

For taber FC Nordsjælland i Silkeborg fredag aften, vil mesterskabskampen være endegyldigt lukket, og Silkeborg går naturligvis efter at hjælpe FCK for at hjælpe sig selv i bundstriden.

- Vi går efter at vinde kampen, men vi tænker på os selv og ikke så meget på topstriden, men vi kan jo godt se, at det snerper hen mod et mesterskab til FCK, og jeg vil sige, at vi går da efter at give dem det, for der er ingen tvivl hos os om, at det er et must for os at få en sejr, siger Dennis Flinta til tipsbladet.dk.

Silkeborg ligger sidst i Superligaen med tre point op til AC Horsens og Brøndby over dem. Derfor begynder det snart at ligne sidste udkald for Silkeborg. Så langt vil Flinta dog ikke gå, men han erkender, at der skal minimum to sejre til i de sidste fire kampe.

- Vi har før haft ryggen mod muren og fået en sejr. Det gjorde vi mod FCK, hvor alle havde dømt os ude. Vi har haft nogle grimme oplevelser mod FC Nordsjælland og deres kunstgræs, men jeg håber, de er lidt mere menneskelige, når de kommer på besøg hos os. Det er ikke slut, hvis vi taber, men det vil være tæt på. Vi skal have point mod FCN og gerne tre, og så har vi Horsens i den næste kamp.

- Vi skal have mindst to sejre i de sidste kampe, og den ene skal falde mod Horsens. Det afhænger selvfølgelig også af, hvordan de andre hold klarer sig, men vi skal altså have rimelig mange point her til sidst. Jeg tror på, at vi kan finde det sidste frem og lave en god slutspurt, påpeger Flinta.

Silkeborg startede sæsonen med blot at få fire point i de første otte runder. Træner Keld Bordinggaard blev fyret efter 16. spillerunde, og Silkeborg betaler nu prisen for det forsømte efterår. Klubben har fået 10 point i foråret og er dermed det niende bedste Superliga-mandskab i 2013.