Skadet Austin om Brøndby-gensyn: Vi kommer for at spille fodbold
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Skadet Austin om Brøndby-gensyn: Vi kommer for at spille fodbold

Rodolph Austin ærgrer sig over, at han misser Esbjerg fB's møde med Brøndby IF, men understreger, at hans holdkammerater kommer for at spille fodbold.

Brøndby IF tager søndag aften imod Superliga-oprykkerne Esbjerg fB, der har den tidligere Brøndby-spiller Rodolph Austin i truppen.

Austin kommer dog ikke i aktion i opgøret. Han sidder nemlig ude med en alvorlig skade, og det ærgrer ham. Det fortæller han til Brøndbys hjemmeside.

- Jeg ville gerne have været tilbage og spille på Brøndby Stadion med Esbjerg. Det er et intenst stadion at spille på og med mange fans, der skaber en intens stemning. Dem ville jeg godt have spillet foran i aften og få hilst på igen, fortæller han.

Men selv om den jamaicanske midtbanemand har en fortid i Brøndby, får de blå-gule ikke nogen gaver fra Esbjerg fB. Oprykkerne kæmper nemlig for at etablere sig i Superligaen, og de kommer for at spille fodbold.

- Brøndby IF er en stor klub med et stort pres på sig for at levere, men vi vil også gerne etablere os i Superligaen, og vi kommer for at spille fodbold.

- Vi har en hollandsk træner med stor fokus på spillet med bolden, en masse unge, dygtige og sultne spillere - vi har f.eks. lige solgt Anders Dreyer til Premier League-klubben Brighton, så vi tror på, vi kan etablere os i Superligaen. Men det første mål som oprykkere er selvfølgelig altid at blive oppe, fortæller Austin.

Austin nåede at spille 50 kampe for Brøndby IF, inden han i sommeren 2017 skiftede til Esbjerg fB.