Video : Tipsbladet
Superliga

Skråsikker Riddersholm: Jeg skriver historien om i AGF

AGF’s målsætning er top 6, men lige nu ligger AGF på en af de fire pladser, der fører til drabelige nedrykningskampe i maj. Ud over kontrakten til Mikkel Rask er der ikke lagt op til større klubskifter i januar, så hvorfor er AGF’s cheftræner Glen Riddersholm positiv forud for 2017?

Fra usund til sund kultur?
Den tidligere FCM-træner er det, man i Tyskland kalder en ”Prozesstrainer”.

Han har med vilje forsøgt at undgå ordet, siden han blev ansat i AGF, men da Tipsbladet presser ham på, hvad det at skabe en sund vinderkultur konkret vil sige, finder AGF-cheftræneren sin mobiltelefon frem.

”Jeg har til vores samtale i dag slået definitionen af ordet ”proces” op. Det stammer fra latin, ”processus”, og handler om at procedere, hvilket er lig med at gå frem. ”Det er et forløb eller en serie af handlinger, der indebærer en forandring eller udvikling. Det kan være en langsommelig proces, det kan være en kompliceret proces, det kan være biologiske processer.” Det passer ret godt med, hvad jeg i samarbejde med alle i den sportslige sektor forsøger at udvikle hver dag i AGF. Jeg har ikke brugt ordet, fordi folk er trætte af det. Men det er vel den tilstand, vi er i i AGF, og det kan ikke være overraskende,” siger Glen Riddersholm.

”Det er let for mig at sige som cheftræner, og det kan lyde som forsvarstale. Jeg troede, jeg kendte AGF efter at have mødt klubben mange gange, og at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Men jeg er blevet overrasket over en række ting. Jeg har kæmpet allermest med min egen vinderkultur. Jeg har trods alt været vant til at vinde, og at det bare var en helt naturlig drivkraft. Det skal vi skabe her. Der var jeg negativt overrasket. Vi er på nogle måder startet længere nede, end jeg havde troet på forhånd. Men jeg er kommet til at holde af AGF. Jeg elsker at komme på arbejde, og jeg synes ikke, presset er så stort, fordi vi arbejder sammen efter strategien og forsøger i fællesskab at genrejse AGF,” siger Glen Riddersholm.

Efter Glen Riddersholms mening har det at vinde ikke betydet nok i AGF. Måskeen naturlig men samtidig dybt skadelig sideeffekt, når AGF siden en bronzemedalje i 1997 er sluttet uden for bedste halvdel i Superligaen i 17 ud af 19 sæsoner.

”Jeg har ikke været tilfreds med, at vi oftest har været bedst, når vi er bagud. Det skal vi have vendt om. Jeg har oplevet en træningskultur, hvor spillerne i flere perioder ikke går nok op i at vinde og ikke ved, hvad der står i kampene i den daglige træning. Det har vi forsøgt at ændre på , og vi er godt på vej,” siger Glen Riddersholm.

”Jeg er en træner, der stiller store krav. For nogle af spillerne har det nok været et kulturchok. Der ikke mange af de spillere, der har spillet i toppen af Superligaen. De har typisk spillet i midten eller bunden af Superligaen, og nogle havde været med til at rykke ned og op igen. Så er det svært at skabe en vinderkultur. Der ligger noget af forklaringen på, at vi er bedst, når vi er bagud og kan slå tilbage,” siger Glen Riddersholm.

”Det har siddet i væggene og kulturen, selvfølgelig har det det. Mange har levet i en boble. AGF er byens hold, man møder voksne mænd med AGF-trøjer under skjorten. Der er noget patriotisme og fanatisme, jeg sjældent har set i selv udlandet. Men man har også lukket sig inde i en skal, hvor det nærmest har været en styrke at være det svage led. Man har haft storheden og historien, men man har også været til grin. Det har skabt en sarkasme omkring klubben. Den enorme energi, der ligger skjult bagved, fik vi prikket lidt hul på i kvalifikationen til pokalfinalen,” siger Glen Riddersholm.

”Man har været vant til at fejre de små sejre og medgangen. Det er også derfor, man ikke har set mig være euforisk ud over, da vi kvalificerede os til pokalfinalen, hvilket var en milepæl for klubben,” siger Glen Riddersholm.

”Man skal skelne mellem fansenes glæde efter en vundet fodboldkamp og mødet med de fans, og det, man har sammen i omklædningsrummet. Når vi vinder 5-1 i Horsens, tror nogle fans, at en ny storhedstid er født. At dele den glæde med fansene er vigtig, men når vi er tilbage i værkstedet, er vi glade men også med det samme fokuserede på næste træning, træningen efter, forberedelsen til den næste kamp, næste evaluering. Den systematik har jeg brugt meget tid på i 2016. Der ser vi, hvad spillerne er gjort af. Alexander Juel er en af de gode historier. Historien om ham, da jeg begyndte i AGF, var, at han havde det hårdt med presset i AGF, og at hans spil svingede meget. I 2016 har han taget enorme skridt og er nok den, der har præsteret mest stabilt. Ham vil vi nødigt undvære,” siger Glen Riddersholm.

Fra nu af er der konkurrence i alle øvelser i AGF, spillerne er ved at vænne sig til, at det at se video af sig selv og modstanderen ikke bare er noget, man gør af og til, som nogle af de nye spillere i truppen tidligere har været vant til. Og gør man i dagligdagen ikke, som Riddersholm, assistenttræner Lars Friis og de øvrige trænere beder om, spiller man ikke kamp.

”Jeg er meget direkte, ærlig og tydelig. Der er gode historier om spillere, der har udviklet sig. Og dem, der ikke klarer det, de kommer altså heller ikke til at klare sig i udlandet, hvis det er det, de drømmer om. Jeg oplever mit hold på en ny måde efter stort set alle kampe. Så mange af spillerne er stadig så nye for mig, at jeg ikke har set dem i en enorm opgangsperiode eller nedtur. Tætte kampe, der ikke falder ud til ens fordel, er en del af at lære og udvikle sig sammen. Et hold skal finde ud af, at det gør rigtig ondt at tabe. Og det har måske ikke gjort ondt nok visse steder. Den kulturændring er jeg i gang med i AGF,” siger Glen Riddersholm.

”Vi kunne være gået på kompromis i 2016. For eksempel kunne vi have fraveget vores princip om, at for at spille kamp skal man præstere til træning og i de kampe, man spiller. Nogle spillere har ikke spillet, selvom de var klar og kunne have spillet, fordi vi har prioriteret kulturen over den enkelte kamp. Det er det lange sigte, vi har. Det mod skal vi have i hverdagen, os der har kniven for struben. Det vil der ikke blive ændret på. Har vi ikke det mod i AGF, får vi aldrig skabt og genrejst det AGF, alle i byen drømmer om,” siger Glen Riddersholm.

2017
AGF’s fem sidste kampe i grundspillet er mod AaB, Viborg, SønderjyskE, Randers og OB.

Selv hvis AGF skulle hente 12-13 point, er det svært at indhente de syv point til SønderjyskE og samtidig overhale Silkeborg, FC Nordsjælland, AaB og AC Horsens.
Det er ikke desto mindre det, AGF vil forsøge, og mislykkes det, venter Glen Riddersholm den helt store test af spillerne og den kultur, AGF-træneren har brugt så megen tid på.

”Ender vi i nedrykningsslutspillet, er det en fantastisk mulighed og test af, hvor vi er. Det skal vi kunne modstå. Ellers har vi signet de forkerte spillere, hvis vi ikke kan håndtere det. Jeg kan mærke på holdet, at når jeg før en kamp mod en på papiret svagere modstander har sagt, at vi er klare favoritter og skal vinde, så er det en stil og et pres, man ikke er vant til at påtage sig. Det er en adfærdsændring, det tager tid at komme igennem. Jeg er sikker på, fansene vil bakke os op, og at vi har den nødvendige modstandskraft i foråret. Lader vi skriverierne og det ydre pres komme ind under huden, så bliver det umuligt som træner at styre et hold,” siger Glen Riddersholm, der allerede i januar har tænkt sig at forberede spillerne på, at det alt andet lige er en meget realistisk mulighed.

Der venter givetvis flere udskiftninger i truppen til sommer, flere nederlag og skuffelser for en trup, der udefra set er svær at betragte som en legitim top 6-kandidat, der lige nu skulle have bedre spillere end AaB og FC Nordsjælland, som ligger bedst til at presse SønderjyskE og især Lyngby på femte- og sjettepladsen.

Men Glen Riddersholm mener, spillet og den kultur, der skal bygges på førsteholdet i AGF, kan holde til et nedrykningsspil og 2017, og utålmodighed mærker han ikke meget til trods skuffelse i såvel byen som bestyrelsen over resultaterne i 2016.

”Jeg oplever , der er en sund portion realisme omkring AGF. På forhånd havde jeg hørt meget om presset, for eksempel om den lokale avis. Min oplevelse er, man er realistisk omkring, hvor AGF er nu, og at de konstante udskiftninger i jagten på hurtig succes er forsøgt,” siger Glen Riddersholm.

I efteråret var der i et par omgange historier om, hvorvidt AGF og Riddersholm snart skulle se på en forlængelse af samarbejdet, der udløber 30. juni 2018.
Men der kommer ingen udmeldinger om ophold i Århus i hverken 5, 10 eller 15 år nu, og heller ikke det første stykke tid.

”Man skaber ikke bare langvarig succes ved at hente en mesterskabstræner ind. Det kræver meget arbejde, og hold fast, vi har lang vej endnu. Etape ét er overstået. Nu starter nummer to, og jeg føler mig overbevist om, der stadig venter stigninger uden for kategori,” siger Glen Riddersholm.

”AGF er en anden størrelse og klub [end FC Midtjylland]. Det er nok nødvendigt at arbejde på samme måde for AGF i fire-fem år. Det behøver ikke nødvendigvis være med mig. Men det er nødvendigt, hvis klubben skal nå over til at beherske det at være en topklub. Der skal rodfæstes en kultur og en stil, der ikke lader sig påvirke af nye ideer og skifter retning igen og igen,” siger Glen Riddersholm.

”Når jeg forlader AGF, skal der være en struktur og systematik, AGF kan arbejde ud fra i mange år fremover. Det har jeg, Jens og mange andre arbejdet uselvisk for at opnå og genskabe. Når vi når nærmere sommeren 2018, viser det sig, om vi sammen skal tage de næste skridt eller ej. Det er en vanvittig spændende klub med mange af de ingredienser, der skal til for at blive en succes. Lige nu og her er jeg glad for at være i AGF, og derfor kan jeg ikke afvise, vi kan tage næste skridt sammen. Men så skal vi også udvikle os yderligere sammen, før det er muligt,” siger Glen Riddersholm.

AGF-træneren kan mærke, AGF har været meget på bagkant i de seneste år. For det ikke at gå 10-15-20 bagud, til dengang klubben mistede Martin Jørgensen og et kuld fremragende spillere billigt eller helt gratis, fordi man af frygt for tidligere tiders økonomiske problemer ikke ville indgå lange aftaler, samtidig med at Bosman-dommen trådte i kraft.

”AGF er en klub, hvor man kan mærke, at man i 10 år ikke har haft mulighed for at tænke i strategier og planer længere ud i fremtiden. Klubben har hele tiden været i defensiven og i overlevelses-modus. På den måde skaber man intet, der bare minder om en bæredygtigt fundament, kultur og kontinuitet.”

Et konkret skridt, der på et tidspunkt skal tages, er med spillertruppen. Den er Peter ”PC” Christiansen nu ansvarlig for, efter den svenske sportschef Jens Andersson blev enig med administrerende direktør Jacob Nielsen om at fratræde et lille år før, den eksisterende aftale udløb i slutningen af 2017.

Riddersholm har kun roser til overs for Jens Anderssons arbejde og villighed til at smide millioner i faciliteter og trænere i stedet for ekstra spillere, der kunne have skærpet omverdenens indtryk af Jens Anderssons købmandskab.

AGF-træneren har et bud på, hvad Peter Christiansen, over tid, skal have gjort for at hjælpe AGF kraftigt på vej mod en fast plads i top 6.

”For at tage næste skridt, skal vi nok have tre-fire topspillere til truppen. Her mener jeg spillere i samme lag som eksempelvis Morten ”Duncan”. Spillere med stor erfaring og erfaring fra at vinde titler og medaljer. Når vi i fremtiden er lykkedes med det, så vil vi efter min overbevisning have skabt det fundament, som gør, vi kontinuerligt kan planlægge med top 6. Vi har holdspillerne, talenterne og mentaliteten, og den nødvendige modstandskraft i kampene,” siger Glen Riddersholm.

Skulle I ikke allerede gøre det nu, så I er klar til næste sæson i stedet for at jagte profiler et hektisk sommermarked og igen til næste januar?

”Jo, strategisk havde det ellers givet god mening at gøre her i januar, fordi opstartsfasen i sommer er så kort. Man kan se på efteråret 2016, at det ikke er optimalt at få spillere sent ind i et transfervindue. Havde vi midlerne til det, ville det strategisk set give rigtig god mening at hente disse spillere i januar og så integrere dem i foråret. Så ville vi stå meget stærkt fra sommerferien. Men det er en anden snak end den virkelighed, vi står i i dag,” siger Glen Riddersholm, en virkelighed hvor et økonomisk ansvarligt AGF skal finde penge til spillerkøb og nye kontrakter ved at sælge ud af den eksisterende trup.

Så de nye profiler er et spørgsmål, der skal afklares i fremtiden – her og nu får Riddersholms mandskab rigeligt at se til i foråret.

”Vi stirrer ikke mod fremtiden. Vi har fokus på nuet og hverdagen. Der venter os et spændende forår, hvor der venter et nedrykningsspil, hvis vi ikke formår at hente de nødvendige point til at komme i slutspillet. Der er nogle spøgelser fra tidligere tider omkring det begreb, ”nedrykning”. Dem skal vi uddrive og fortsætte udviklingen fra slutningen af efteråret. Så er det med at hente topspillere noget, der hører til ude i horisonten.”

Om fem kampe kan AGF være i et medaljeslutspil. Mere sandsynligt er et nedrykningsslutspil, der om 11 kampe fra nu kan munde ud i to playoffopgør om at undgå to playoffbrag mod nummer to eller tre fra 1. division, eller endda to playoffopgør mod et andet Superliga-bundhold om at undgå direkte nedrykning.

At der er meget på spil for AGF og Glen Riddersholms projekt i de kommende fem måneder står soleklart – men evnen til at vinde, stå imod og stå sammen, som Glen Riddersholm har gjort til sit kerneprojekt, kommer helt klart til eksamen efter 12 måneders prøvetid i 2016.