Video : Tipsbladet
Superliga

Skuffet FCM-anfører svarer igen: Har haft en god opstart

Jakob Poulsen mener selv, at hans opstart har været god, og derfor var han enormt skuffet over ikke at starte inde i aftenens opgør.

FC Midtjylland slog her til aften Esbjerg med 1-0 i den nye sæsons første Superliga-kamp. Det så ellers længe ud til at blive pointdeling i mellem de to mandskaber, men en sen scoring af Mikael Anderson fik lavet om på det faktum.

Andersons sene scoring burde være det helt store taleemne denne aften, men i stedet løber FC Midtjyllands anfører Jakob Poulsen med overskrifterne. Han var nemlig ikke i blandt Kenneth Andersens 11 udvalgte til at starte aftenens kamp, og midtbanespilleren blev heller ikke skiftet ind undervejs i opgøret. 

Inden kampen forklarede FCM-cheftræneren, at valget om at starte Poulsen ude bundede i, at andre havde budt sig godt til i opstarten, og overhalet anføreren i jagten på en startplads. Nu fortæller hovedpersonen selv, at han føler, at hans opstart er gået helt fint. 

- Jeg er selvfølgelig enormt skuffet. Jeg synes selv, at jeg har haft en god opstart, så den synes jeg ikke, at de kan bruge. Jeg synes, at jeg har bevist mit værd gang på gang. Senest i pokalfinalen og så er jeg jo anfører for holdet.

Men selvom skuffelsen var enorm hos den 36-årige FCM-spiller, så tager han det roligt omkring situationen. 

- De synes, at der var andre, der var bedre. Det er fair, og sådan skal det være i en professionel fodboldklub. Nu skal vi også tage det roligt. Vi har haft en opstart på tre uger, og så har vi spillet første turneringskamp. Jeg er også en ældre herre, så jeg kan ikke spille hver gang, siger han til TV3 Sport. 

Yderligere siger Jakob Poulsen, at han ikke forventer at starte inde i næste kamp, selvom han rigtig gerne vil. 

Den rutinerede midtbanespiller spillede 34 Superliga-kampe for FC Midtjylland i sidste sæson, hvori han scorede syv mål og leverede syv assists.