Video : Tipsbladet
Superliga

Småskadet Randers-stopper klar til at spille sig gennem smerterne

Erik Marxen kom galt af sted med skulderen mod FC Midtjylland i søndags, men han regner med at spille årets to sidste kampe. Også selv om det måske gør ondt.

FC Midtjylland er ofte et hold, man slår sig på, og det kan Erik Marxen bevidne. Han kom til skade i søndags i en duel med Frank Onyeka, og siden har skulderen gjort ondt på Randers-spilleren.

Marxen bed dog smerterne i sig i de sidste ti minutter, som kampen varede efter slaget, og han regner med, at han vil være i stand til at gøre det samme igen i den kommende weekend. Det vil i givet fald ikke første noget nyt, hvis det gør lidt ondt.

- Der er altid en risiko, men med de fremskridt, der har været på kort tid, så tror jeg ikke, kampene er i færre. Hvis jeg får at vide, at jeg ikke kan forværre noget, så melder jeg mig klar. Der er kun to kampe tilbage inden en lang pause, så jeg er klar til at bide smerterne mig - det er hverken første eller sidste gang, siger Erik Marxen til Randers Amtsavis.

Den 28-årige forsvarsspiller har ellers været en næsten evig tilstedeværelse på Randers-holdet i denne sæson. Marxen har kun misset en enkelt kamp, og det var på grund af karantæne. Ellers har han spillet 90 minutter i midterforsvaret i alle andre kampe.

Randers møder på søndag Vendsyssel FF på udebane, mens årets sidste Superliga-kamp står mod Vejle Boldklub i den følgende weekend.