Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-chef: OB har fået præstationerne på ret køl

Det er ifølge Claus Nørgaard et rigtig godt OB-mandskab, som fredag aften gæster SønderjyskE.

Inden fredag aftens Superliga-opgør mellem SønderjyskE og Odense Boldklub har hjemmeholdet et forspring med to point ned til gæsterne. Det skal man ifølge SønderjyskE-træner Claus Nørgaard ikke hæfte sig så meget ved.

- Det er godt hold, og hvis du kigger på ”Table of Justice”, ligger OB med helt i toppen. De har nogle dygtige spillere og en spændende trup, og der er ingen tvivl om, at de også har fået deres præstationer ind på ret køl, siger Nørgaard til klubben egen hjemmeside.

Især tilgangene af Janus Drachmann og Bashkim Kadrii gør indtryk på Nørgaard, som altså mener, at OB er ved at finde melodien igen efter nogle hårde år.

Det er Sydbank Park i Haderslev, som danner ramme om kampen, og sønderjydernes hjemmebane har hidtil i sæsonen været lidt af en fæstning, hvor det kun er blevet til et enkelt nederlag i sæsonpremieren mod AaB.

De gode præstationer på hjemmebanen skyldes i høj grad den enorme opbakning, klubben får fra lokalsamfundet, mener Claus Nørgaard. Lige nu er tilskuergennemsnittet på 5131, og cheftræneren opfordrer til, at folk fortsætter med at komme på stadion.