Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-profilens dom: Forventer et mere attraktivt hold

Frem mod Superliga-start tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om den kommende sæson. Her er det Stefan Gartenmann fra SønderjyskE.

FC Københavns titelforsvar, hele ligaens jagt på top 6 og historisk mange nedrykkere.

Lige om lidt begynder en ny Superliga-sæson, der tegner til at blive en neglebidende en af slagsen. Frem mod sæsonstart tager tipsbladet.dk en snak med en spiller fra hver af de 14 klubber om forventningerne til sæsonen.

Her er det Stefan Gartenmann fra SønderjyskE, der har ordet:

Hvad forventer du af den kommende sæson for dit hold?

- Jeg forventer, at vi er et bedre hold, end vi var i sidste sæson. Også spillende. Nogle af dem, der er her fra tidligere, har bygget på i forhold til spillestilen, som Glen (Riddersholm, red.) gerne vil implementere, og så har vi hentet nogle spillere ind, som passer godt til holdet og Glens måde at spille på. Med tiden lærer man hinanden og måden, det skal foregå på, bedre at kende, og derfor forventer jeg et bedre Sønderjyske-hold end de foregående sæsoner. Også et mere attraktivt hold.

Hvad forventer du af dig selv?

- Jeg har bare tænkt at spille, hvor der er brug for mig, så pladsmæssigt gør jeg mig ikke de store tanker. For mig handler det om at blive en vigtig og afgørende spiller for holdet, og det nåede jeg måske også lidt at blive i sidste sæson. Nu er der nye muligheder for at steppe ekstra op og udfylde en mere betydende rolle og være en af de lederskikkelser, som vi har brug for, og som jeg føler, jeg kan og skal udfylde for at tage næste skridt.

Hvem bliver sæsonens profil i din klub?

- Vores nye general på midtbanen, Mads Albæk, kan blive rigtig spændende. Det er en stor spiller, og det siger lidt om ambitionerne i SønderjyskE, at vi kan hente ham. Det er ikke sikkert, man ligger så meget mærke til ham i kampene, men det er en spiller, som er dejlig at have foran sig, fordi han arbejder stenhårdt og ved, hvad der skal til. Han kan være en af de der lidt overseete spillere på et hold, som har meget stor vigtighed.

Hvad bliver jeres største udfordring?

- Det kan blive, at vi glemmer de der klassiske dyder. Vi må ikke glemme, hvor vi kommer fra, fordi vi bare lige spiller et par gode kampe. Vi er fra ydmyge omgivelser, og det er stadig sådan i klubben.

- Jeg tror bare, det er en stor del af SønderjyskE's DNA. Det er ydmyge folk, og budgetmæssigt kan klubben ikke måle sig med de store. Der er vi nødt til at arbejde hårdere end nogle af de andre, fordi vi har hverken på papiret eller i kampene har spillerne eller holdet, der skal spille med om titler. Men når vi husker, hvem vi er - og ikke glemmer hårdt arbejde og værdierne - er vi svære at spille mod.

Hvilket hold - og du må ikke sige dit eget - kommer til at overraske i denne sæson?

- Jeg tænker, at et hold som Lyngby ligner et mandskab, der vil op og blande sig på det højeste niveau igen. De har ambitioner, og det kræver der nok også, når det er en sæson med tre nedrykkere. Jeg har set nogle af de transfers, de har lavet, det er gode navne. Det ligner, at de vil med op og blande sig på det højeste niveau igen. De har ambitioner.