Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Tager FCK det afgørende skridt mod guldet?

Tipsbladet.dk zoomer ind på, hvilke spørgsmål der skal findes svar på i 30. spillerunde i Superligaen.

Vi skal have gang i det yderst kompakte påske-program, hvor to spillerunder klemmes ind med uhyre afgørende point på spil.

Men i første omgang fokuserer vi på spillerunde 30, der blandt andet byder på guldduel mellem FC København og FC Midtjylland og nervepirrende kampe i forhold til både bronzemedaljerne og nedrykningskampene i både pulje 1 og 2.

Vi ser her på, hvad det er, vi skal have svar på i runden.

Udnytter FC København den lille matchbold i Parken?
1-0, 1-0, 2-1.
Ikke opsigtsvækkende og voldsomme resultater, men faktum er, at FC København som det eneste af samtlige hold i Superligaen har fået fuld gevinst efter, at grundspillet blev til gruppespil - og senest med udesejre over både OB og Brøndby.

Og da FC Midtjylland på samme tid har smidt point i to af tre kampe, er forspringet inden torsdagens topkamp på fem point i københavnernes favør.

Det betyder også, at FCK med en ny sejr kan skyde sig otte point foran de forsvarende danske mestre med seks kampe tilbage, hvilket vil være et forspring, som FCK næppe smider. FCK har i de seneste 18 Superliga-runder i alt kun sat seks point til.

FC Midtjylland viste styrke og kvalitet, da OB i seneste spillerunde blev sendt hjem med 2-0, og midtjyderne er godt klar over, at torsdagens kamp er en "must win" kamp i jagten på at forsvare mesterskabet. 

En sejr i Parken vil åbne guldkampen fuldt ud, en uafgjort vil bevare håbet, mens nederlag slet, slet ikke er en faktor, der må regnes med.

OB, EfB, BIF, FCN...hvem vil have de bronzemedaljer?
Mens FCK har buldret af sted med kursen sat mod guld, er der langt mere famlen i det felt, der i fælles flok jagter bronzen. FC Nordsjælland ligger nummer seks og har kun hentet to point i de tre første runder. Alligevel er holdet kommet tættere på bronzemedaljerne, da OB på tredjepladsen kun har hentet et point og derfor blot har fem point at give af til FCN. Nu mødes de to hold i Odense, hvor en FCN-sejr for alvor kan gøre kampen om medaljen til en tæt affære.

Esbjerg vandt senest ude med 2-1 over FC Nordsjælland og sprang frem på fjerdepladsen foran Brøndby, der hjemme tabte til FCK og dermed kun har hentet to point i de tre første runder af mesterskabsspillet. Esbjerg fB er kun et point efter OB's 43, mens Brøndby står på 40 point. Kampens vigtighed er stor for begge parter på Blue Water Arena.

Fortsætter Vejle den vilde optur i overlevelseskampen?
I pulje 1 er AGF nu sikker på ikke at ende blandt de to nederste, men ellers er alt ganske åbent. AC Horsens er gået i stå med bare et point i de tre første kampe og tager mod Vejle, der for få dage siden vandt med 4-1 i den omvendte kamp. Gentager Vejle kunststykket på Casa Arena i Horsens, vil Vejle være blot to point efter AC Horsens, der altså inden gruppespillet havde 11 point at give af i forhold til lokalrivalen. 

AC Horsens står på 32 point, mens Vejle er noteret for 27. Midt imellem dem ligger SønderjyskE med 29 point efter første halvdel af gruppespillet, der bare har kastet et point af sig og med en ny svær opgave mod AGF på udebane i sigte. 

Det er Vejle, der med syv point samlet i de tre første kampe, har selvtilliden af de tre konkurrenden hold lige nu - men der er omvendt ikke plads til pointtab. Vejle skal vinde igen.

For lige at runde pulje 2. Her kan tingene reelt falde på plads, hvis Hobro igen taber til til Randers, og Vendsyssel igen vinder mod AaB. Så vil Hobro endegyldigt slutte som nummer fire og dermed være det første hold, der må gå den tunge gang ind i den direkte nedrykningsfinale. 
​