Superligaens tv-rettigheder sælges på ny: Konkurrence kan give lavere priser
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Superligaens tv-rettigheder sælges på ny: Konkurrence kan give lavere priser

Klubberne i Superligaen ville gerne sælge tv-rettighederne til vinter, men må vente et par måneder. Det skal skabe konkurrence og måske lavere priser.

Da Superliga-klubberne i sommer vedtog at skære antallet af hold ned fra 12 til 14, var det blandt andet efter aftale med de nuværende tv-rettighedshavere. Som tipsbladet.dk havde fortalt om forinden, var klubberne blevet tilbudt en stigning i tv-penge mod at barbere Superligaen ned.

Tv-rettighederne kan dog ikke uden videre forlænges; sådan noget skal i udbud, så andre interesserede udbydere kan byde ind. Derfor skulle de danske myndigheder godkende planen, og det gjorde de så i sidste uge.

Det var dog med et lille aberdabei. For Superliga-klubberne, via Divisionsforeningen, ville gerne have afsluttet udbuddet allerede til februar. Konkurrencerådet har dog afgjort, at det først kan blive fra maj.

- Konkurrencerådet har nu afgjort, at Divisionsforeningen kan udbyde rettighederne tidligere, men dog først når der har været tilstrækkelig tid til, at der er mulighed for at skabe effektiv konkurrence mellem budgiverne, siger rådets formand, Christian Schultz.

Den nuværende tv-aftale løber til og med sæsonen 2020/21, og Superliga-klubberne havde forpligtet sig til først at udbyde rettighederne igen halvandet år før udløb, altså januar 2020. Det har de nu fået dispensation fra, men altså ikke så tidligt, som de gerne ville. Forklaringen er som følger.

- Tilsagnene er med til at hindre, at én tv-distributør kan sætte sig på alle rettighederne - og dernæst kan skrue op for prisen og ned for servicen. Når Divisionsforeningen skal udbyde rettighederne, kan flere tv-distributører konkurrere om at vise Superliga-kampene, hvilket kan medføre lavere priser og større udvalg for tv-seerne, siger Christian Schultz.

Det er NENT (bl.a. 3+ og TV3 Sport) og Discovery Networks (Canal 9 og Eurosport), der har tv-rettighederne til Superligaen, 1. division og pokalturneringen i dag. Derudover har DR rettighederne til at vise højdepunkter og til at sende live-radio.