Video : Tipsbladet
Superliga

Svaret på Skov Olsens fremtid er nær: Skal ikke have splinter i bagdelen

FC Nordsjælland-angriberen Andreas Skov Olsen ser ud til at kunne være tæt på et skifte til en stor udenlandsk klub, men det skal kun være, hvis han kan komme til at spille, slår han fast.

Andreas Skov Olsen har i denne sæson taget Superligaen med storm, og FC Nordsjælland-spilleren har ikke underligt oplevet en del opmærksomhed fra udenlandske klubber for sine præstationer i både dansk og europæisk fodbold.

Seneste melding fra Ekstra Bladet handler nu om, at FCN skal til møde med en unavngiven stor klub senere denne uge, som kan ende ud i en stor millionhandel.

Andreas Skov Olsen udtaler selv til tipsbladet.dk, at det bliver enten til et skifte væk eller en forlængelse med FC Nordsjælland.

- Der kommer snart et svar, og jeg håber, jeg træffer den rigtige beslutning, lyder det fra Andreas Skov Olsen.

Selv har offensivspilleren endnu ikke lavet en forlængelse med FCN, men han mener ikke, at det er urealistisk for ham at blive i Farum-klubben. Det er nemlig vigtigt for ham, at han kan få så meget spilletid som muligt, når han ikke er ældre.

- Det er ikke udelukket i hvert fald. Men som du også ved, er der meget, der skal forhandles, og der er mange ting, der ikke er på plads endnu, siger han og fortsætter:

- Når man gør det godt, kommer der interesse, og det har jeg godt kunnet mærke, men jeg forsøger bare at holde snuden i sporet. Hvis jeg skal væk fra FCN, skal jeg et sted hen, hvor jeg kommer til at spille. Jeg er kun 19 år gammel, men jeg skal ikke have splinter i røven. Det får jeg ikke noget ud af, fortæller den målfarlige herre.

I den netop overståede sæson nåede den unge spiller at score 22 gange, og han er en del af den trup, som nu er ved at forberede sig til den kommende U21 EM-slutrunde.