Thomsens fremragende franske start: Jeg har drømt om det her
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Thomsens fremragende franske start: Jeg har drømt om det her

Nicolaj Thomsen er kommet glimrende fra start i franske Nantes. Her fortæller han om drømmedebuten, franske sprogforviklinger og risikoen for at se dum ud til træning.

Drømmestart.

Det er måske det ord, der bedst beskriver danske Nicolaj Thomsens debut i den franske Ligue 1. Den tidligere AaB-spiller blev sidste weekend den store helt for sin nye franske klub Nantes, da han med kampens eneste scoring blev matchvinder i første spillerunde af Ligue 1, hvor hans klub besejrede Dijon med 1-0.

Derfor er det også en glad Nicolaj Thomsen, der besvarer tipsbladet.dk's telefonopkald og indleder en snak om den første tid i Frankrig.

- Det kunne ikke være meget bedre. Det er dejligt, og det var vigtigt med en god start, hvor jeg scorede og vi vandt. Det kunne ikke være skrevet bedre, siger Nicolaj Thomsen til tipsbladet.dk.

Det er relativt sjældent, at en dansk spiller får så god en start i en ny udenlandsk klub, for i tidens løb har mange danskere skiftet en profiltilværelse i Superligaen ud med en plads på bænken i Bundesligaen, Ligue 1 eller et andet sted syd for Schleswig-Holstein. Nicolaj Thomsen er imidlertid kommet godt på plads i den franske by nær Atlanterhavet.

- Jeg har hørt alle skrækhistorierne om at tage til udlandet og skulle stå på egne ben. Men jeg har ikke oplevet det så slemt. Der er blevet taget godt imod min familie og mig, og der er mange folk omkring klubben, der har hjulpet mig på plads. Det er meget socialt omklædningsrum, og på den måde har det været modsat af, hvad man hører om andre steder. Der er et godt fællesskab, og det gjort det nemmere at falde til, siger Nicolaj Thomsen.

Hvor han i Superligaen var en af turneringens største profiler, er han en mere ukendt skikkelse i Frankrig, men det har han det godt med.

- Det lyder måske mærkeligt, men det har jeg faktisk glædet mig til. Jeg har set frem til at skulle starte forfra. Jeg har udviklet mig meget i AaB, men jeg har følt, at jeg var nødt til at tage næste skridt. I Aalborg kunne man godt være ufokuseret i en træning og alligevel levere en ok indsats. Sådan er det ikke her, for der kommer man til at se dum ud, hvis ikke man giver hundrede procent. Det er med til at gøre mig bedre, for det er de procenter, der er med til at rykke mig. Det er en af grundene til, at jeg har taget skridtet til en større liga, og det er jeg glad for, siger Thomsen, som kan mærke, at han udvikler sig både menneskeligt og sportsligt af klubskiftet.

- Jeg har længe drømt om at komme ud og prøve mig af i et andet land og lære et nyt sprog. Man er på egne ben, og det har været fedt at prøve. Personligt er det med til at udvikle mig, og på fodboldbanen skulle jeg også gerne blive bedre af at tage et step op i en bedre liga. Nu møder vi Monaco lørdag eftermiddag, og det bliver også en fed kamp. Jeg kommer til at spille mod nogle store hold og gode spillere. Det er med til at gøre mig bedre, siger Thomsen, som tager de sproglige udfordringer med et smil.

- Det kan godt give nogle svære situationer i supermarkedet, hvis de ikke kan engelsk, og jeg ikke kan fransk, men så klarer vi det med nogle fagter og et smil. Jeg skal i gang med at lære fransk, og det er også en fed del af at komme til et nyt land, fortæller han.

Sommerens skifte til Nantes kom i stand efter mere end et års flirten mellem parterne. Allerede i sommeren 2015 var Nantes interesseret i Nicolaj Thomsen, og derfor har valget af den franske klub været trygt for Thomsen. Han har udsigt til meget spilletid, og det har været afgørende.

- Det har været vigtigt for mig. De har selvfølgelig ikke lovet mig en startplads, men jeg har haft en god fornemmelse. Jeg var allerede nede at se på forholdene for et år siden, hvor det så ikke blev til noget, og det er en klub, der har fulgt mig gennem lang tid. Jeg har vidst, at jeg ville få chancen og have en god mulighed for spilletid, og det har været det allervigtigste for mig. Jeg føler, at de stoler på mig, og det betyder meget, siger Nicolaj Thomsen.

Se Nicolaj Thomsen score et af sine sidste mål for AaB i Superligaen i nedenstående video: