Video : Tipsbladet
Superliga

Tibbling: Drømmer om at spille Champions League med Brøndby

Brøndbys svenske midtbanespiller, Simon Tibbling, har store drømme og ambitioner for sit ophold i Brøndby IF.

Simon Tibbling har allerede prøvet og opnået en del i sin unge alder, hvor han var med til at føre Sveriges U21-landshold til EM-triumf og ligeledes var en del af det FC Groningen-mandskab, som vandt den hollandske pokalturnering i 2015.

Siden i sommer har han spillet for Brøndby IF, og her har svenskeren også store ambitioner.

- Jeg vil gerne vinde pokalturneringen, det danske mesterskab og spille med i Champions League – det er mine drømme, siger Simon Tibbling til Brøndby IFs hjemmeside.

Den 23-årige midtbanespiller er klar over, at resultaterne ikke kommer af sig selv, men der er et godt fundament i klubben, mener han.

- Der er en lang vej til drømmene, men da jeg skrev under med klubben, vidste jeg, at Brøndby IF er en af de største klubber i Skandinavien. Det er en klub med stolte traditionerne, og vi har alle forudsætninger for at gøre det godt, fortæller midtbanespilleren.

Selvom drømmene er store, så er Simon Tibbling en tålmodig herre, der er klar over, at det kræver hårdt arbejde og fokus at nå sine mål.

- Selvfølgelig har jeg større drømme om at spille Champions League og repræsentere mit land ved et VM. Jeg har dog i løbet af min karriere lært, at man kan få drømmene til at gå i opfyldelse ved at fokusere på det, man gør i dag.

Og det er netop vigtigt hele tiden at have fokus på sine mål for karrieren, også selvom det ikke altid går, som man håber.

- Man har selvfølgelig sine dårlige dage. Man spørger sig selv, om det er det hele værd. Om det er værd at investere så meget tid og så mange følelser i det. De tanker kommer frem i dårlige perioder, siger Tibbling og kommer med et eksempel fra sin egen karriere.

- Eksempelvis i mit andet år på førsteholdet i Djurgården. Vi lå sidst i ligaen, og træneren modtog trusler og stoppede. Det var en rigtig dårlig periode i klubben, og det var svært at komme videre, men jeg fokuserede altid på en ny dag, en ny træning, en ny kamp. Når jeg trådte på banen, var det en ny mulighed for at komme videre.

Tibbling, der drømte om at komme til at spille for Liverpool, har i sine unge år vist sig frem i Bayern München, Ajax og Manchester United, og blev endda tilbudt kontrakt i de sidstnævnte klubber, uden at det blev til noget.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.