Tilbagevendte Enevoldsen: Jeg er rusten
Superliga

Tilbagevendte Enevoldsen: Jeg er rusten

Thomas Enevoldsen indrømmer, at han er en smule rusten, efter en skadespause.

AaB's Thomas Enevoldsen blev skadet den 22. maj i en kamp mod Esbjerg, og siden da har den stået på genoptræning.

Enevoldsen har haft problemer med knæet, men tirsdag kunne han endelig deltage i træningen på fuld styrke sammen med resten af AaB-holdet.

Der mangler dog stadig en del, før kampskarpheden er helt tilbage.

- Jeg har jo ikke trænet med bold siden vores tredjesidste kamp i forårssæsonen - hjemme mod Esbjerg - så det er klart, at der er noget rust, der skal bankes. Timing og teknikken mangler lidt, men jo flere træninger jeg kan deltage i, så bliver det bedre og bedre, siger han til Nordjyske.

Angriberen regner dog med, at han kan nå at blive klar til AaB's første kamp i den nye sæson.

AaB indleder Superligaen hjemme mod AC Horsens den 17. juli.