Tilfældighed og talent bag Cornelius-succes

Perfekt timing
Der var altså noget stort på vej fra ungdomsafdelingen, og efter 10 dages sommerferie i slutningen af juni var den danske U/19-mester Cornelius nu på træningslejr i Østrig med førsteholdet som oprykket senior med eget trøjenummer.

”Og så er det jo sådan med fodbold og talentudvikling, at timing er et nøglebegreb, og den ramte Andreas helt perfekt. Da vi tog til Østrig i juni, var der ingen tvivl om, at N’Doye var på vej væk, og man var også på udkig efter en afløser. Det havde man været allerede i januar uden at finde en, men nu var der også kommet en ny cheftræner i Ariël, der selvfølgelig gerne ville have en klassespiller ind som erstatning for topscoreren.”

”Men så sker der det, at N’Doye ikke kan spille de første par kampe nede på træningslejren. Han er afsted med Senegal og kommer sent derned, så Cornelius får chancen, og den tager han. For han spiller meget, han spiller godt og så scorer han også mod Vojvodina. Så Ariël tænker, at her er jo en god spiller, og så passede tingene pludselig i forhold til, at der ikke var købt en N’Doye-afløser endnu. Så det var tilfældigheder, der gav Andreas chancen, men så greb han den altså også,” fortæller Brian Riemer.

Og det må man give FC Københavns assistenttræner ret i. Man var nede med 0-2 i sæsonåbningen mod FC Midtjylland, da Ariël Jacobs lavede en dobbelt-udskiftning, der ændrede hele stemningen i sæsonstarten. For ind kom Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius til sin længe drømte debut i Parken, og 20 minutter senere udlignede han til 2-2, da han fra nært hold fik skovlet bolden over stregen. Smukt var det ikke, men det var vigtigt for holdet og for den unge angriber, der også havde en fod med i opspillet til det første mål, senere blev fældet ude i siden af Erik Sviatchenko, så udvisningen af Claudemir blev udlignet, og til sidst spillede ping-pong med Cesar Santin til 3-2 målet, der fik de 10.806 tilskuere til at lette.

En unik angriber
Så starten var perfekt for Andreas Cornelius, og det er bare fortsat uge for uge.

”Andreas er jo en unik angriber, fordi han har det hele. Typisk er en angriber enten stor og stærk, men også langsom og kluntet, eller også er han kreativ og hurtig men uden fysik og power. Men Andreas har det hele. Han er god med bolden, han har en fantastisk fysik, og hans hurtighed er fin, samtidig med at han ikke er bange for at udfordre forsvaret med en dribling.”

”Den evne tror jeg går tilbage til hans helt unge dage, for da han var 12-13 år gammel var han en af de mindste spillere på holdet. Han spillede ude på kanten, og derude skulle han jo udfordre og udfordre, og det har han så taget med sig, selv om han er vokset en del siden dengang. Og så bruger han sin fysik rigtig godt. Han har jo et fysisk mod. Han skyr ingenting, så han kommer både frem til en del, samtidig med at han gør forsvaret træt, for han ryger jo ind i alt. Nede i Lille lagde han for eksempel deres store stopper Chedjou ned i en duel, hvor jeg tænkte ”hold da lige op” ude på bænken,” siger Brian Riemer.

Ligesom Johan Lange før i tiden tog sig særligt at de yngste spillere i truppen, så er det også en af de arbejdsopgaver, som Riemer har overtaget, og den er selvfølgelig ekstra vigtig i disse dage, hvor en 19-årig angriber pludselig bliver interviewet live til Onside i bar mave efter endnu et mål i Parken, og hvor succes afløser succes.

”Men der har han jo en stor, mental styrke. Andreas er meget lige til. Han hopper og danser ikke rundt over sin succes. Han fokuserer på det, han skal, og bliver ikke fanget af de ting, der er rundt omkring. Han spiller bare fodbold, og det er jo en kæmpestyrke at have som 19-årig i FC København.”

”Samtidig prøver vi at skabe en hverdag omkring ham, hvor vi gør, som vi altid har gjort. Han har stadig faste udviklingsssamtaler med mig, hvor vi lige kan sætte nogle ting på plads, hvis der går for meget Lamborghini i den, han bærer stadig kegler frem og tilbage, og han skal lære hver eneste gang, han er til træning. Han skal ikke sole sig i succesen, for han er stadig en af de unge,” fortæller assistenttræneren om den filosofi, der tidligere betød, at centerforsvarer Mathias ”Zanka” Jørgensen først slap ud af knallertklubben med kegler og vandflasker, da han havde spillet fast et par runder eller tre fra start i Champions League-gruppespillet.

Og det lader til at virke, for den unge FCK-angriber arbejder stadig hårdt for fremgangen.

”Sådan har det jo været hele vejen. Hver eneste uge i de sidste par år har han spurgt mig, om vi ikke kunne lave noget ekstratræning, og så har vi stået der og arbejdet med brysttæmninger, indlæg og afslutninger. Og det har hele tiden været på Andreas’ initiativ. Hver uge. Så det er ikke sådan, at han pludselig vågnede op en morgen og var blevet en smuk svane. Han har arbejdet stenhårdt for at nå dertil, hvor han er i dag,” siger Brian Riemer.

Cornelius’ første landsholdsminde
Der hvor Andreas Cornelius er i dag er altså Helsingør, hvor han nok har taget lidt gymnasielektier med til lejrlivet på Hotel Marienlyst, men lige nu spiller smørklat med Christian Eriksen, mens Peter Schmeichel kigger på fra sidelinjen, og Morten Olsen har fortalt om, hvor glad han er for det kuld af unge angribere, der pludselig er dukket op.

”Jeg så Cornelius for U/19 i sommer, da vi var i forberedelse mod EM, og der lignede han ikke en, der ville være her et par måneder senere. Men sådan kan det være med unge spillere. Det kan gå hurtigt, og nu har vi pludselig flere af dem. Det er jo de forhåbninger, vi har hele tiden, men at det lige pludselig går lidt stærkere, det er så fordi, der er nogen hjul, der tager fat i hinanden. Medspillernes kompetencer passer til hinanden, den nye træner kigger med lidt andre øjne end ham, der var der tidligere.”

”Det samme gælder Helenius, som vi havde med på ligalandsholdet, og som vi egentlig ikke havde regnet med at kunne bruge allerede på nuværende tidspunkt. Men så finder Kent Nielsen meget fornuftigt ud af, at der skal spilles lidt anderledes, og så passer de spillere, han er spillet sammen med, pludselig bedre,” siger manden, der har været en del af det danske landshold i efterhånden 31 år, men pudsigt nok ikke var involveret, da den unge Cornelius for første gang opdagede landsholdet.

”Jeg var ikke mere end fem år gammel, men jeg kan tydeligt huske, at vi sad til en familiefødselsdag og så røg hele fødselsdagen pludselig ind foran fjernsynet, fordi der var Danmark-Brasilien. Det var sjovt,” fortæller Cornelius om sit første landsholdsminde.

Sit eget første på banen måtte så altså vente til U/18 en oktoberdag i 2010, men alligevel har det altid været både en drengedrøm og også en realistisk ambition.

”Ja, det synes jeg, det har. Folk har altid kunnet se, at jeg var ret talentfuld, og så sker der så det, at man begynder at vokse lige pludselig. Jeg var jo ikke på U/16 og 17, jeg kom først ind på U/18, men det er jo også først nu, at det begynder at blive vigtigt. Så er det ligegyldigt med alle de andre år,” siger kometen Cornelius og smiler skævt en onsdag formiddag i Helsingør.