Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Bruger Silkeborg løs af Skov- og Dolberg-millionerne?

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Silkeborg IF.

Silkeborg IF er tilbage i dansk fodbolds bedste række efter en enkelt sæson i den næstbedste. Denne gang er det med Kent Nielsen på trænerposten, og truppen har mange unge og spændende spillere. Desværre for SIF er det startet skidt i denne sæson, og derfor er aktivitet på markedet sikkert nødvendigt, hvis klubben fra Søhøjlandet skal have tro på tingene.

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov - denne gang er der fokus på Silkeborg IF.

Sommerens tilgange:
Filip Lesniak (AaB, lejeaftale)
Emil Holten (Nykøbing FC)
Mads Kaalund (Nykøbing FC)
Nicolai Vallys (FC Roskilde)
Sebastian Jørgensen (egne rækker)
Magnus Dalsgaard (egne rækker)
Mathias Hebo Rasmussen (Vejle Boldklub, lejeaftale)

Sommerens afgange:
Casper Sloth (Motherwell FC)
Stephan Petersen (HB Køge)
Peter Friis Jensen (Vendsyssel FF)
Mikkel Vendelbo (Skive IK)
Thomas Nørgaard (karrierestop)

Kommende kontraktudløb:
Dennis Flinta
Andreas Heimer
Rasmus Carstensen

Her kan der sælges:
Magnus Mattsson var oplagt, men han er skadet. Så det eneste spørgsmål lige nu er viceanfører Simon Skou Jakobsen, der er i hård kamp med Dennis Flinta, Jeppe Gertsen og Frederik Alves Ibsen om spilletid centralt i SIF-forsvaret. Jakobsen, der i meget af sin tid i Silkeborg har været fast mand, har gjort det klart, at han overvejer sine muligheder, for han vil have spilletid.

Her kan der købes:
Silkeborg har aktuelt kun Oscar Hedvall på målmandspositionen, og derfor er det noget, der skal adresseres. Det kan være en førstekeeper, de kigger efter i SIF, for Hedvall har ikke imponeret indtil videre, hvor den unge keeper har begået for mange fejl, der har kostet.

Umiddelbart kan Kent Nielsen også godt bruge en kantspiller eller en angriber, for der er ikke meget dybde der. Silkeborg har nogle folk skadet for tiden, men det er steder, hvor bredden kommer SIF til gavn på den lange bane - specielt hvis Ronnie Schwartz bliver skadet.

Pengene er der - så er spørgsmålet bare, om administrerende direktør Kent Madsen giver grønt lys for, at der kan bruges noget mønt.

Nøglepersoner:
Jesper Stüker, sportschef
Kent Nielsen, cheftræner
Kent Madsen, administrerende direktør
Henrik Lyhne, bestyrelsesformand