Vejle møder svensk sensationsklub i sommerens træningskampe
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Vejle møder svensk sensationsklub i sommerens træningskampe

Vejle Boldklub er tilbage i Superligaen i næste sæson, og for at blive klar til sæsonen har klubben arrangeret en række træningskampe, hvor de blandt andet møder Östersunds FK og Eintracht Braunschweig.

Allerede på mandag møder Vejle-spillerne ind til træning, og dermed har oprykkerne blot fået tre ugers sommerferie.

Spillerne får næsten to uger til udelukkende at træne, inden der bliver lagt træningskampe ind i programmet. Den 22. juni møder Vejle så Lyngby i en træningskamp, hvor Lyngby lægger græs til.

Ugen efter er der arrangeret en træningsturnering på Hedensted Stadion, hvor AC Horsens og Hedensted IF også deltager. De to klubber fra henholdsvis Superligaen og Jyllandsserien spiller Vejle en kamp mod hver på 45 minutter.

Efter det lokale arrangement i Hedensted venter der Vejle-spillerne en helt anden modstander, når svenske Östersunds FK kommer på besøg til en træningskamp den 1. juli. Det svenske mandskab var i den forgangne sæson ikke langt fra at give Arsenal alvorlige problemer i Europa League i 1/16-finalerne.

Den sidste træningskamp inden Superliga-starten mod Hobro bliver spillet enten den 6. eller 7. juli, hvor Vejle rejser til Tyskland for at møde Eintracht Braunschweig. Det tyske mandskab, der har ansat Henrik Pedersen som træner, er til den kommende sæson at finde i den tredjebedste række.

Herefter er det i stedet Superliga-kampene, som der venter spillere og trænere fra den jyske traditionsklub.