Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel vil have styr på Illum-sag: Det er ikke fair, vi står med aben

Vendsyssel FF arbejder på at få juridisk afklaring i forhold til den spegede sag om Jeppe Illum og Næstved BK.

Da Vendsyssel FF sagde pænt farvel til Jeppe Illum på sidstedagen af januars transfervindue, var det ikke planen, at den 26-årige angriber nogensinde skulle dukke op træningsanlægget i Vrå igen. Illum blev udlejet til Næstved BK i NordicBet Ligaen for resten af indeværende sæson, og da hans aftale med Vendsyssel FF udløber til sommer, var det et definitivt farvel.

Nu er Jeppe Illum dog tilbage i Vendsyssel FF - uden at nogle af parterne reelt ønsker det.

Næstved BK glemte at registrere Jeppe Illum samt Horsens-angriberen Tobias Arndal i tide, da de kom til klubben 31. januar, og Næstved har efter en appelsag måttet sande, at der ikke er noget at gøre. De to spillere kommer aldrig til at trække i den grønne Næstved-trøje. 

Det bliver dog langtfra sidste punktum i sagen. Dels skal Illum og Arndal finde ud af, hvor de så skal spille i foråret, og dels er der noget økonomi, der skal styr på. En lejeaftale indebærer i de fleste tilfælde, at den lejende klub enten betaler en slags lejeudgift eller overtager hele eller dele af lønnen.

I Vendsyssel FF er holdningen klar - man vil ikke lide et økonomisk tab på baggrund af en fejl fra Næstved.

- Der var selvfølgelig noget økonomi mellem Næstved og Vendsyssel FF forbundet med aftalen, og vi er ude efter at sikre, at den aftale står ved magt. Vi har lagt et budget ud fra, at vi ikke råder over Jeppe Illum i foråret, men nu har vi fået ham tilbage på grund af en fejl, vi ikke har begået. Det synes vi ikke er rimeligt. Vi skal ikke have nogen omkostninger, siger Ole Nielsen, sportsdirektør i Vendsyssel FF, til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Samtidig tænker vi selvfølgelig rigtig meget på den unge mand. Illum har ikke gjort noget galt i den her situation, og han er virkelig blevet fanget. Har vi mulighed for at sende ham på græs et andet sted, vil det være alt det bedste. 

Ole Nielsen har svært ved at finde en passende grimasse i forhold til hele miseren, hvor der ikke kan peges fingre ad andre end Næstved.

- Det er en mærkelig sag, som lidt er endt med at komme tilbage til os, og det er det, vi ikke synes er fair. Nu står vi tilbage med aben, selv om Næstved har lavet fejlen. Jeg vil gerne understrege i forhold til Næstved, at det er menneskeligt at fejle, og det er, hvad der sker, men vi synes bare ikke, at vi skal stå i den her situation. 

- Jeg er i gang med at søge juridisk afklaring og har talt mange gange med Divisionsforeningen, men jeg har ikke fået nogle klare svar. Det er tydeligt at mærke, at der ikke er nogen fortilfælde, lyder det fra Vendsyssel-bossen.

Ole Nielsen kan ikke forestille sig, at Jeppe Illum har udsigt til spilletid i Vendsyssel i løbet af foråret, og derfor handler det nu om at finde en god plan B.

- Aftalen med Næstved er som udgangspunkt annulleret, og derfor har vi rettighederne. Vi forsøger at hjælpe så godt, vi kan, og der er stadig markeder i Norge og Sverige, der er åbne. Der er også den mulighed, at han får en dispensation og kan spille for en anden dansk klub – det kan man håbe på, for det er en meget ærgerlig situation for Jeppe, siger Ole Nielsen.

Jeppe Illum spillede tre Superliga-kampe for Vendsyssel FF i efteråret.