Bjelland vil lukrere på godt VM: Der er en risiko
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
VM

Bjelland vil lukrere på godt VM: Der er en risiko

Den danske forsvarsspiller står uden kontrakt, men han er ikke klar til at tage beslutningen om fremtiden endnu. I stedet overvejer han, om han skal satse på et godt VM.

Mandag var den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland på græs, efter en skade i det ene ben har drillet forsvarsspilleren gennem det meste af foråret.

Bjelland har ikke spillet kampe siden marts, men nu venter en stor slutrunde om få uger, og her kan Bjelland meget vel få en nøglerolle for Danmark, som han havde det i kvalifikationen for Åge Hareides mandskab.

Men mens den 29-årige forsvarsspiller fokuserer på den kommende slutrunde og på at blive helt fit, er han også nødt til at have en smule fokus på fremtiden. Officielt udløber hans aftale med Brentford om en måned, og så er spørgsmålet, hvad der skal ske.

Den tidligere Twente-, FC Nordsjælland- og Lyngby-spiller har endnu ikke skrevet under på en ny kontrakt, og det er heller ikke sikkert, at han gør det før efter VM. Men i en slutrunde kan der opstå skader, så på en måde er det at spille højt spil i forhold til fremtiden.

- Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det at gamble, men der er en risiko. Det er der nu ved alt, og sådan gider jeg ikke leve mit liv. Jeg tager en dag ad gangen, og så må vi se, hvad morgendagen bringer, siger Andreas Bjelland til tipsbladet.dk og forklarer, hvorfor han har is i maven:

- Det er en kombination af mange ting. Jeg kender gamet, og kan jeg spille en god slutrunde, kan det også være, der kommer sjovere ting på den anden side. Omvendt kan det rent familiært være nemmere at skrive en aftale nu, så man ved, hvor man er henne. Der er fordele og ulemper ved begge ting.

Er det en stor sportslig udfordring, du håber at sikre dig?

- Det er der ingen tvivl om. Jeg føler, jeg er en stor del af holdet (landsholdet). Den udvikling, jeg har været igennem med kampe og kvalifikation, kan man håbe på at lukrere lidt på.

Der kan dog også dukke noget op inden VM, som Andreas Bjelland vælger at tage, men det kræver nok, at det snart lander hos agent Michael Stensgaard, for der går ikke mange dage, før Bjelland begynder at lukke af for at holde fuldt fokus på VM.

- Jeg tager det stille og roligt. Vi må se, hvad der kommer inden, ellers lukker jeg lidt ned, når vi kommer hen mod de vigtige ting. Så må min agent tage sig af det, og så tager vi det bagefter. Jeg er ikke så nervøs - jeg skal nok finde et eller andet. Om det så bliver det ene, det andet eller det tredje, må vi vente og se, men det skal ikke fylde så meget, når vi er tæt på VM, siger Andreas Bjelland.

Den danske landsholdsspiller har spillet 28 gange for Danmark.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.