Video : Tipsbladet
VM

Optakt: Nigeria - Island

Et hold med en god start og et med en dårlig mødes i fredagens anden VM-opgør. Island kan tage et stort skridt mod videre avancement.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 17.00
Spillested: Volgograd Arena, Volgograd
Pulje: Gruppe D
Dommer: Matthew Conger, NZL
På TV: DR1
Hashtag: #NIGISL #vmdk

Holdnyt:
Nigeria:
Det er svært at konkludere andet end, at det har været et hidtil skidt 2018 for Nigeria. Holdet indledte året med at slå Polen 1-0 på udebane, men siden har det spillet fem kampe uden at vinde. Kun 1-1’eren mod DR Congo gav en uafgjort.

Starten på VM var da heller ikke noget at skrive hjem fra Rusland om. Nigeria tabte 0-2 til Kroatien og er under maksimalt pres forud for kampen mod Island. Der skal point på kontoen og allerhelst tre af slagsen, hvis håbet om videre avancement fra den trods alt ret svære gruppe skal leve videre.

Nigeria klarede sig ellers flot gennem kvalifikationen, der bød på modstand fra store afrikanske fodboldnationer som Zambia, Cameroun og Algeriet, og det nuværende landshold med sine mange unge og halv-unge spillere har langt hen ad vejen vakt begejstringen for the Super Eagles i befolkningen igen.

Den begejstring kan nå nye højder, hvis Nigeria kommer tilbage fra den nuværende dårlige position og kvalificerer sig til ottendedelsfinalerne. Men det kræver point mod Island fredag eftermiddag.

Island:
Det kom jo nok bag på de fleste, at Island fik uafgjort mod de argentinske verdensstjerner, men det burde det måske ikke. Holdet har i snart fire år konsekvent præsteret bedre, end omverdenen har forventet, så det kan være, det er vores forventninger, den er gal med.

Lykken er dog næppe gjort med det ene point, som 1-1 mod Argentina gav. For Island, der nåede kvartfinalerne ved EM for to år siden og blandt andet sluttede foran den sidste gruppemodstander, Kroatien i kvalifikationen, kan med rette drømme om at gå videre til knockoutfasen.

Det projekt har et lidt bedre udgangspunkt end Nigerias ditto, men det vil have et fremragende et af slagsen, hvis islændingene vinder over Nigeria.

Karantæne:
Nigeria: Ingen
Island: Ingen

Bud på startopstillinger:
Nigeria (4-2-3-1): Uzoho – Shehu, Troost-Ekong, Belogun, Idowu – Ndidi, Etebo – Moses, Obi Mikel, Iwobi – Ighalo

Island (4-4-1-1): Halldorsson – Sævarsson, Arnason, Sigurdsson, Magnusson – Gudmundsson, Hallfredsson, Gunnarsson, Bjarnason – Sigurdsson – Finnbogason

Profilen:
Han er ikke den bedste fodboldspiller på det islandske landshold, men han er måske den vigtigste figur. Anfører Aron Gunnarsson binder holdet sammen, løber meget, slås og ligner en af de vikinger, som islændingene bliver fremstillet som. Faktisk indkapsler han holdets spillestil. Som han selv har påpeget før VM (på engelsk for bedst effekt):

- Maybe we’re not the prettiest to look at. But would you want to fight us? I don’t think so.

Vidste du, at..:
Den tidligere OB- og FC København-spiller Rurik Gislason er blevet en populær herre på Instagram. Før slutrunden havde han omkring 30.000 følgere, men verdenspublikummet har fået øjnene op for Gislasons nydelige nordiske træk, og en halv time på banen mod Argentina har nu skaffet ham 640.000 følgere. Det er en 21-dobling.

Dom:
Det skal blive interessant at se, om de kontraglade islændinge kan fortsætte de flotte resultater, når mere af initiativet formentlig bliver op til dem, end det var mod Argentina. De har dog vist i kvalifikationen, og de også kan vinde kampe, hvor de er favoritter.

Vi tror på, at det velorganiserede og effektive Island tager endnu en slutrundeskalp og vinder med 1-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: