Tyskland og Ghana delte i underholdende kamp
Illustration
VM

Tyskland og Ghana delte i underholdende kamp

Ghana havde Tyskland helt nede i sækken, men tyskerne fik udlignet og hevet det ene point med hjem i en underholdende 2-2 kamp, der først for alvor eksploderede efter pausen.

Opgøret mellem Ghana og Tyskland havde allerede inden kampen trukket stor interesse, da brødrene Kevin Prince og Jerome skulle spille mod hinanden. For hvert deres land.

De to brødre kom dog fredeligt fra start i Fortaleza med deres respektive landshold, dog med Jerome og Tyskland som bolddominerende hold fra start, mens Ghana mere afventende trak sig længere tilbage på banen og lurede på de hurtige omstillinger.

Allerede efter seks minutter var ghanesernes taktik tæt ved at lykkedes, da en lang bold blev slået diagonalt til venstrefløj, hvor den straks røg videre fladt i feltet. Ghanas anfører, Asamoah Gyan, kom først på bolden, men han fik sparket for dybt i den, så den fløj langt over mål.

Tyskerne fortsatte dog deres frembrusende spil, og efter 11 minutter var det tæt på at give pote, da et ekstremt velspillet angreb blev afsluttet med en hælaflevering, der fandt Philipp Lahm på kanten af feltet. Hans afslutning ramte dog ind i ghanesisk forsvarsspiller, der heroisk kastede sig ned og blokerede skuddet.

Kort efter kom Ghana i endnu et kontrastød, hvor en hård afslutning fra Christian Atsu fra omkring 20 meters afstand tvang Manuel Neuer ud i en glimrende parade.

Tyskerne kunne dog også spille hurtigt. Efter små 20 minutters spil erobrede Thomas Müller bolden midt på banen, sendte Özil i dybden. Arsenalspilleren fandt hurtigt Khedira, der med det samme testede Fatau Dauda i Ghanas mål.

Blot to minutter senere var samme Özil på spil igen, da han endnu engang smed et fladt indlæg i boksen, som Thomas Müller lige akkurat ikke nåede først på.

Tyskerne fik mere og mere fat i kampen som stadionuret nærmede sig den halve time, mens ghanesernes opspil faldt en smule i tempo, hvilket også betød, at chancerne blev færre mod tyskernes jerndefensiv.

Efter 32 minutter kom kampens hidtil største chance til Ghana, da Sulley Muntari, der til dagligt optræder for AC Milan, med et tungt, tungt spark bankede kuglen mod Neuers kasse fra små 25 meters afstand. Den tyske keeper havde intet andet valg end at bokse bolden tilbage i spil, uden der dog kom nogle ghanesere på returbolden.

Langskuddet var dog en enlig svale for ghaneserne, der igen måtte stille sig dybt for at undgå, at de tyske dybdeløb skulle skabe for meget rum bagved forsvarskæden.

Og netop et dybdeløb var tæt ved at give Mario Götze en fin chance efter 37 minutters spil, da en hurtig kombination spillede ham fri i højre hjørne af målfeltet. Det hurtige aftræk var dog ikke præcist og bolden havnede sikkert i favnen på Dauda i Ghana-målet.

Flere store chancer kom der ikke, før de to hold kunne gå til pause ovenpå en underholdende første halvleg, der var foregået i højt tempo.

Med 0-0 ved pausen kunne tyskerne gå selvsikre ind til 2. halvleg, da de ikke havde tabt de seneste 13 gange, de havde taget et uafgjort resultat med sig til pause.

Og kun fem minutter efter pausen gik der hul på bylden, da Philipp Lahm fra højre side smed et millimeterpræcist indlæg direkte ind i skallen på Mario Götze, der kom stormende i feltet. Den unge Bayern München-spiller kunne ikke undgå at sende bolden i mål og bringe tyskerne på 1-0 fra hans position på kanten af det lille felt.

Målshowet var dog først lige startet. Føringen hold kun fire minutter, før endnu et indlæg blev smidt i boksen i den anden ende af banen. Igen fra højre. Ghanas 10’er, Andre Ayew, steg nærmest op til Månen og drejede med perfekt timing bolden videre over i det lange hjørne uden chance for Manuel Neuer i det tyske mål, og så var stillingen pludselig 1-1.

Ghana var dog ikke tilfredse endnu og skubbede arsenalet højere op på banen. Tyskerne var rystede. Efter en times spil skete det, som ingen i Fodboldtyskland kunne drømme sig til i deres vildeste mareridt.

Asamoah Gyan skabte sig plads med en fremragende førsteberøring og stod pludselig ansigt til ansigt med Manuel Neuer. Her tvivlede den 28-årige angriber ikke et sekund og tordnede bolden resolut forbi den tyske målmand til 2-1 føring.

Kølige Gyan blev hermed den første afrikanske spiller nogensinde til at score ved 3 VM-slutrunder.

De rystede tyskere skubbede nu kæderne langt frem på banen i et forsøg på at genoprette momentum, mens også rekordjagende Miroslav Klose blev smidt på banen efter 69 minutter.

Blot to minutter skulle Klose bruge på banen, før han fløj rundt i sin velkendte saltomortale.

Et hjørnespark fra højre blev flækket videre af Höwedes og på bagerste stolpe dukkede Klose op som en trold af en æske og skrabede bolden det sidste stykke over stregen til udligning 2-2.

Målet betød samtidig, at Miroslav Klose nu deler rekorden for flest mål scoret til VM med brasilianske Ronaldo, mens han også meldte sig ind i den eksklusive klub for spillere, der har scoret ved fire forskellige verdensmesterskaber.

Nu var tyskerne pludselig ovenpå og pressede afrikanerne tilbage.

Efter 84 minutter var det lige ved og næsten for tyskerne, da Thomas Müller i sidste øjeblik blev stoppet af en glidende Kwadwo Asamoah, der flot fik tacklet bolden til hjørne på en ellers helt åben tysk mulighed.

Tyskerne fortsatte det massive pres mod slutningen, mens ghaneserne fortsat levede på de hurtige omstillinger, der kun førte til nogle få sporadiske chancer, uden det dog blev farligt for alvor.

Derfor måtte begge hold også tage sig til takke med et enkelt point, da dommeren fløjtede kampen af efter en meget underholdende anden halvleg.

Tyskland står nu noteret for fire point for to kampe, mens Ghana står noteret for ét point for to point. Dermed er Elfenbenskysten stadig det eneste afrikanske hold, der har vundet en kamp ved dette års VM.