Uruguays Cavani ser ud til at misse kvartfinale
Foto: Getty Images
VM

Uruguays Cavani ser ud til at misse kvartfinale

Endnu er Edinson Cavani ikke officielt meldt ude af kvartfinalen mod Frankrig, men onsdag missede han Uruguays træningspas. En del tyder på, at han ikke når at blive klar.

Manden, der scorede to mål mod Portugal, kan være ude for Uruguay, når sydamerikanerne skal møde Frankrig i kvartfinalen ved VM-slutrunden i Rusland.

Under ottendedelsfinalen måtte stjernen udgå med en lægskade, og den volder stadig problemer for offensivprofilen. Onsdag missede Edinson Cavani træningen, og i stedet var han at finde i fitnesscentret.

Ifølge uruguyanske medier har landstræner Oscar Tabarez taget angriberen ud af opstillingen, der skal starte mod Frankrig på fredag.

Alligevel er der en vis sandsynlighed for, at Edinson Cavani muligvis kan være klar til at sætte sig på bænken for Uruguay.

Det ventes, at Christian Stuani bliver angriberen, som overtager pladsen, såfremt den helt store stjerne ikke når at blive klar.