• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Jan Carlsen

Carlsen: En heftig weekend

Jan Carlsen er dommer-observatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven.

Af Jan Carlsen

Superligaen er kommet i gang med et ualmindelig hørbart brag, og næppe mange har kedet sig ret meget ved de kampe, der foreløbig er blevet spillet.

Hvis det bliver ved med den intensitet, er det vist bare med at have kolde drikke og beroligende midler inden for rækkevidde. Godt nok kunne man forvente, at der ville blive gået til stålet, fordi hvert et point kan blive frygtelig afgørende i en sæson med tre direkte nedrykkere og ingen mulighed for langsomt at spille sig ind og håbe på playoff-kampene - men dette overgår nu alligevel mine forventninger.

Også fordi de første sommerrunder ofte er lidt småsøvnige i det, og ferie for mange har været en by i Rusland - eller i bedste fald en uhyre kort én af slagsen. Man tør næsten ikke tænke på, hvad det kan blive til, når 1. division støder til om et øjeblik, for her bliver hundeslagsmålet i hvert fald ikke mindre.

Mens dommerne slap igennem første runde ved stort set at glide under radaren og ikke komme ud for de store kontroversielle ting, var der da nok at beskæfttige sig med i den netop afviklede runde. Det har nogle læsere også bemærket og i pæn og ordentlig tone stillet nogle yderst relevante spørgsmål, som jeg prøver at komme rundt om her, vel vidende, at jeg ikke er i en position til at svare lige kvalificeret på dem alle.

Det handler i det væsentligste om, hvilke muligheder der er for at gribe ind efterfølgende, når først kampen er afviklet, men der står en stor fejlkendelse og lyser - og lidt i forlængelse heraf, hvad skal der egentlig til, for at en dommer får en pause, når han har været uheldig. Relevant nok - fodboldspillere smutter jo også ofte en tur ned på andetholdet, hvis der er tale om et længerevarende formdyk.

Det er selvfølgelig ugens to hands-situationer, som hver på sin side kunne være afgørende, der stjæler billedet - Emil Riis fra Randers, som tager bolden med sig med hånden i kampen mod Brøndby og i sidste ende scorer, og FC Nordsjællands Abdul Mumin, som med armen får tæmmet en bold, der ellers ville være smuttet igennem til en helt fri FC Midtjylland-angriber. Selv om de faktisk begge to er relativt elegant udført, kan jeg sagtens forstå, at man hjemme ved skærmen kan sidde og tænke ' Hvordan i alverden kunne man overse den?'. Hemmeligheden bag dette, som det er det ved så meget andet, er vinkler.

I situationen i Randers bliver der i en omstilling stukket en lang bold op mod linjedommeren til en regulær løbeduel mellem Riis fra Randers samt Arajuuri fra Brøndby. Riis får presset sig en anelse foran og tager så bolden med sig med den arm, som vender ind mod banen. Det betyder, at forseelsen er delvis skjult for linjedommeren, fordi han skal se tværs igennem spillerne - og det samme er tilfældet for dommeren, som kommer nede fra den anden ende i omstillingen og er en del meter efter - naturligt nok, for den dommer, der kan løbe lige så hurtigt, som en fodbold sparkes, er trods alt ikke opfundet endnu.

Det, som jeg til gengæld kan sidde og filosofere lidt over, er spillerreaktionerne. Straks efter berøringen med hånden bremser Arajuuri op og appellerer ved et meget tydeligt kropssprog, i stedet for at fortsætte sit løb, hvilket ville være den naturlige spillemåde med en angriber på vej ind i straffesparksfeltet. Han må virkelig føle, at han har en sag - og det hændelsesforløb bør få alle alarmklokker til at ringe hos dommerne.

Et klassisk udsagn er, at dommeren kun kan dømme for det, som han ser - men det er faktisk ikke det, der står. Dommeren skal dømme, hvis der efter hans skøn er begået en forseelse. Og der kan gå mange faktorer ind i et skøn. På det mere banale niveau er der spørgsmålet, om en bold går til målspark eller hjørnespark - ofte vil dommer eller linjedommer ikke have set, hvem der ramte, men man har kunnet høre en berøring, og så kan man begynde at vurdere efter boldens bane.

Jeg siger ikke, at man bare skal tage alle spillerreaktioner for pålydende, men når det er så markant som her, ville det måske være en idé lige at overveje. I Munins tilfælde er der bevægelse i både skulder, krop og arm, og det kan være svært fra den forkerte vinkel at afgøre, hvor nøjagtigt kontakten sidder. Det ser helt vanvittigt ud på TV, at Munin nærmest kan tage bolden ned med en arm strakt ud fra kroppen, men det er et spørgsmål, hvordan det har set ud inde på banen, og hvor meget uråd man har anet. I ni ud af ti tilfælde tæmmer forsvareren jo bolden med kroppen, og så kører vi videre.

VAR ville have fanget begge situationer - det er jeg ikke i tvivl om. Mållinjedommerne, som jo er en uddøende race, efterhånden som VAR vinder indpas, kunne uden tvivl have hjulpet i Riis's tilfælde, men næppe i Munins: det er for langt oppe på banen. Og mållinjedommerne anvendes herhjemme kun i nogle ganske få kampe om året, typisk kampe, der kan være specielt afgørende for mesterskab eller nedrykning, eller hvor presset udefra er ekstra stort. I sidste sæson blev de f. eks.

brugt i de afsluttende playoff-kampe efter sæsonen. Det er jo turneringens administrator, i dette tilfælde Divisionsforeningen, der afgør, hvor der skal ekstra bemanding på.

Så spørger læserne, hvilke sanktionsmuligheder, der er efter en sådan kendelse (eller manglende kendelse). Det kommer så lidt an på, hvad man mener med sanktioner. Dommeren har jo - i hvert fald i Superligaen - i hver kamp en dommerobservatør siddende, som, nå ja, observerer - men også vurderer og giver tilbagemelding, ofte ved hjælp af optagelserne fra kampen. Så dommeren skal nok få sin del.

Rent disciplinære sanktioner er en anden sag. Der er selvfølgelig en disciplinærinstans, som kan gå ind og sanktionere på den ene eller anden måde, men principielt kun for situationer, som dommeren ikke allerede har set og vurderet (f. eks. hvis noget er foregået bag hans ryg). Til hver kamp er der også en video-observatør, som indberetter til disciplinærinstansen, hvis der er foregået noget, som ikke er blevet registreret.

Men det er en anden verden, som dommerne egentlig ikke skal interessere sig specielt for. Det er den gamle klassiske historie om magtens tredeling: der er nogle, der skriver fodboldloven (lovgivende), dommere, der omsætter den til praksis ude i felten (udøvende), og så er der disciplinærinstansen, der kan gå ind og tildele straffe efterfølgende (dømmende).

Og der er vandtætte skotter mellem de tre. Men det, som jeg mener at have kunnet iagttage, er, at man ved kampsituationer disciplinært næsten udelukkende ser på situationer, som indeholder vold på den ene eller anden måde, film-situationer, som ikke er registreret, og så situationer, hvor en aktør kan siges at have bragt spillet i miskredit (meget ofte ved udtalelser under eller efter kampen).

Og hvad gør man så med dommeren, som har været uheldig? Et af de spørgsmål, som jeg også får, er, hvad der skal til, for at en dommer får karantæne. Det er til gengæld ret let at besvare, for der opereres ikke med karantæner herhjemme. Filosofien er, at ingen i hvert fald bliver bedre af ikke at beskæftige sig med håndværket. Spiller en fodboldspiller en dårlig kamp, bliver han jo heller ikke sat i karantæne, men måske flyttet ned på andetholdet eller får en mindre udsat plads. Og det er nogenlunde det samme, der sker med dommerne - uden at det dermed betyder, at det sker, fordi man har haft en enkelt dårlig kamp. Man kan give dommeren lidt luft ved at påsætte ham i en anden række, man kan give ham en mindre profileret kamp i samme række osv.

Det kan gøres relativt diskret og uden at påkalde sig nogen større opmærksomhed. Og frem for alt koncentrerer man sig om at finde årsagen til fejlen - og ikke mindst hvordan man undgår, at den opstår igen. Det er et træningspørgsmål - det kan handle om videoklip, det kan handle om placering, det kan - i meget sjældne tilfælde - være deciderede lovfejl. Sjældent, fordi vi faktisk teoretisk er rigtig godt kørende på vores elitedommerside, sammenholdt med så mange andre lande. Så systemet er et uddannelsessystem med fokus på, hvad der er bedst for den enkelte her og nu - det er ikke et straffesystem.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke fuldt ud forstår de klubfolk, som i nuet kan føle sig snydt, så vandet driver - men heldigvis er langt den overvejende holdning, at den eneste, som ikke begår fejl, er den, som slet ikke laver noget. Forståelsen er faktisk større, end man umiddelbart skulle tro. Fejl skal i alles interesse bestemt minimeres, hvad enten det er ved tekniske hjælpemidler eller ved træning, men de helt fejlfri dommere findes ikke. Det gør de fejlfri fodboldspillere i øvrigt heller ikke, så på den måde passer det fint nok sammen. +.

Skriv til Carlsen på carlsen@tipsbladet.dk.

Superliga

Mere Superliga

Fokus