Ligakrigerne: Vetokeles engelske målshow
Illustration
Generelle

Ligakrigerne: Vetokeles engelske målshow

Få her et solidt indblik i de engelske rækker under Premier League, hvor masser af danske spillere slås runde for runde. Hver uge vil "Ligakrigerne" opdatere fra seneste spillerunde.

Velkommen til Ligakrigerne

I fremtiden bliver vi din kilde til fodbolden i de engelske divisioner. Hver mandag vil vi her på Tipsbladet.dk give dig en ugentlig opsamling af samtlige weekendens kampe i The Championship, League One og League Two, mens vi selvfølgelig også vil bidrage med egne betragtninger og analyser af spillere, hold og trænere i denne blog.

Vores mål er, at du skal blive klogere, mere nysgerrig og opnå større forståelse for den fodboldkultur, der blomstrer i de engelske divisioner. 

Niveauet i de engelske divisioner er højt. Meget højt. Faktisk så højt, at Divisionsliv betragter Championship som værende den 5. bedste liga i Europa. Kun overgået af Premier League, La Liga, Bundesligaen, Serie A og Ligue 1. Samtidig sender The Championship hvert år tre hold op i verdens stærkeste liga, Premier League. 

Derudover har vi en række danskere, der optræder i The Championship og League One; Casper Sloth i Leeds, Casper Ankergren i Brighton & Hove Albion, Philip Billing i Huddersfield, William Kvist, Lasse Vigen i Fulham FC, Victor Wagner Pedersen i Wolverhampton, Mads Ibenfeldt i Southend United og Brian Jensen i Crawley.

Der er derfor brug for, at du som fodboldelsker kan følge med i de engelske ligaer, og der er brug for, at du hver uge kan følge dit favorithold gennem et dansk medie.

Derfor giver vi dig: Ligakrigerne.
 

Ugens opsamling – The Championship
The Championship er efterhånden blevet fem spillerrunder gammel, og Nottingham Forest har lagt sig i spidsen efter en forrygende indledning, hvor det er blevet til fire sejre og en enkelt uafgjort kamp. Lige efter Nottingham i toppen følger Watford og Wolverhampton, der har vundet fire og tabt en enkelt.

I bunden af tabellen finder vi Blackpool, der endnu har sæsonens første point til gode. Under stregen er også sidste års Premier League nedrykkere fra Fulham og Bolton Wanderers, der også er kommet skidt fra start med kun et enkelt point i fem kampe.

I denne weekend var topholdet fra Nottingham rejst til Englands 4. største by, Sheffield, for at møde Sheffield Wednesday, der inden kampen stadig var ubesejret. Den tidligere Arsenal-spiller Henri Lansbury afgjorde dog kampen til Nottinghams fordel knap ti minutter før pausen, da han pandede kuglen ind i kassen.

Målet blev kampens eneste, og Stuart Pearces tropper fra Nottingham står derfor noteret for 13 ud af 15 mulige point efter de første fem kampe, mens Sheffield løb ind i sæsonens første nederlag.

Watford holder dog snor i topholdet fra Nottingham, da de hjemme på Vicarage Road slog Huddersfield uden Philip Billing i truppen med 4-2. Sejren kom i hus, selvom hjemmeholdets Gabriel Tamas måtte tidligt i bad, da han fik sit andet gule kort efter en times spil. 

Almen Abdi lukkede kampen med sin anden scoring, da han i overtiden gjorde det til 4-2 for hjemmeholdet. Forinden havde også Troy Deeney og Keith Andrews scoret for hjemmeholdet, mens Harry Bunn og Murray Wallace stod for udeholdets scoringer.

Watford hentede med sejren sæsonens 12. point, mens Huddersfield stadig er at finde omkring nedrykningsstregen med blot fire point. 

Et andet hold, der står noteret for 12 point efter weekendens kampe i The Championship, er Wolverhampton, der hjemme på Molineux slog bundholdet Blackburn med 3-1. Nouha Dicko havde åbnet scoringen for hjemmeholdet, inden Bakary Sako fulgte op med en sublim træffer efter en halv times spil, da han tordnede kuglen i kassen direkte på frispark. Sako fulgte op med yderligere en kasse efter små 70 minutters spil. Forinden havde Blackburns Jordan Rhodes dog reduceret på straffespark. Wolverhampton kunne derfor løfte armene og fejre en 3-1 sejr, da dommeren fløjtede af.

Norwich kunne ikke følge op på deres tre seneste sejre, da det lidt skuffende blev til 1-1 hjemme mod Bournemouth. Lewis Grabban åbnede scoringen efter et kvarters spil, da han nettede mod hans gamle klub, men Bournemouths Callum Wilson udlignede kort før pausen til slutresultatet 1-1.

I den anden ende af tabellen hentede Fulham sæsonens første point, da de hjemme i London formåede at spille 1-1 med et anden af sidste års nedrykkere Cardiff. Tim Hoogland scorede kampens første kasse, da han med hovedet sendte hjemmeholdet i front efter en hjørnesparkssituation, der ikke var blevet clearet ordentligt af Cardiff-forsvaret.
Kenwyne Jones udlignede dog for Cardiff kort efter pausen, da han med brystet lagde bolden af til Mats Møller Dæhli, løb i dybden og modtog en stikning. Jones scorede sikkert gennem benene på keeperen.
Målet blev kampens sidste og dermed sikrede Fulham sig deres første point i den nye sæson. Lasse Vigen var ikke i truppen for hjemmeholdet. 

Elendige Blackpool formåede heller ikke denne weekend at hente deres første point, da Millwall uden de store problemer slog The Seasiders hjemme på The Den med 2-1. Scott McDonald og Scott Malone havde bragt hjemmeholdet i front, inden Nile Ranger fik lov at putte et trøstmål i kassen efter 70 minutter.

I den nederste halvdel af tabellen blev Wigan weekendens store vinder, da de på flot vis udspillede Birmingham med hele 4-0.  En flot skudfinte og en kølig afslutning fra Callum McManaman satte hjemmeholdet i gang efter ni minutter.
Fem minutter før pausen blev Andrew Taylor sendt dybt i venstre side og med en tør, flad afslutning via stolpen gjorde det til 2-0 for hjemmeholdet. McManaman nåede dog at smide endnu en bold i kassen, før der blev fløjtet til pausen, da han med endnu en fin finte satte sin direkte oppasser og drejede bolden op i krogen.
Kampen var derfor reelt afgjort før pausen, men Martyn Waghorn ville også deltage i opvisningen og lukkede til slutresultatet 4-0 ti minutter før tid.

I det sydlige England endte det dramatisk, da Sami Hyypiäs Brighton tog imod Charlton Athletic.
Igor Vetokele startede på banen for udeholdet og efter bare fire minutter var den tidligere FCK’er i centrum, da han med et sublimt skud fra kanten af feltet knaldede bolden i mål til 1-0 for Charlton. Brightons Lewis Dunk ville det dog anderledes denne weekend, og efter 67 minutter steg han på flotteste vis til vejrs og pandede kuglen i kassen til 1-1.
Vetokeles show var dog langtfra forbi og efter 75 minutter modtog han bolden i feltet, satte frækt en mand og lagde bolden ind langs stolpen til 2-1 føring for udeholdet. Desværre for Vetokele glemte holdkammeraterne fuldstændig at dække op dybt inde i overtiden, da kampens sidste sekvens skulle overstås.
Selv Brightons keeper David Stockdale var gået i feltet, men bolden havnede i stedet endnu engang i panden på Lewis Dunk, der med et fint hovedstød gjorde det til slutresultatet 2-2. Casper Ankergren var bænket hele kampen for Brighton.

Stephen Warnock blev helten for Bolton Wanderers, da de slog managerløse Leeds United med 1-0. Casper Sloth fik derudover debut for Leeds United, da han spillede de første 78 minutter for klubben. Andetsteds stod Simon Cox for kampens enlige træffer, da også Reading slog Middlesbrough med 1-0.

Hjemme på Pride Park spillede sidste års tabende playoff-finalister fra Derby 1-1 med Ipswich. Hjemmeholdet kom i front efter 13 minutters spil, da Chris Martin udnyttede udeholdets elendige forsvarsspil. Udligningen faldt kort efter pausen, da Christophe Berra headede en frisparksbold ind bag en sagesløs Lee Grant i Derby-målet.

Afslutningsvis vandt også Brentford denne weekends oprykkerduel, da de på udebane slog Rotherham med 2-0. Andre Gray scorede i første halvlegs tillægstid, mens Nick Prosschwitz gjorde det til slutresultatet dybt inde i dommerens tillægstid til anden halvleg.

Ugens bedste: Ingen over og ingen ved siden af Igor Vetokele i Charlton netop nu. Med to meget flotte kasser i weekendens kamp var han en af denne rundes bedste spillere, og mon ikke Charltons fans snart skal komme til at elske den hurtige belgier? Målene var Vetokeles første i The Championship denne sæson.

Ugens værste: Blackpool vinder med fin margin titlen som ugens værste. Kassen er tom i klubben, og spillet på banen fungerer slet ikke for The Seasiders. Endnu en håbløs præstation denne weekend førte til et nyt nederlag, og klubben er nu den eneste klub i ligaen, der endnu ikke står noteret for point i denne sæson. Stakkels, stakkels Blackpool.

Ugens opsamling – League One
Bristol City smuttede op på ligaens 3. plads med en flot udesejr på 2-1 over Notts County. Zeli Ismail, der er på lån fra Wolverhampton, bragte hjemmeholdet i front efter 13 minutter, men Aaron Wilbraham fik udlignet efter en times spil. Dybt inde i overtiden blev der klodset lavet straffespark på Wade Elliot og indskiftede Jay-Emmanuelle Thomas scorede sikkert fra 11-meter pletten.

Milton Keynes fulgte op på deres udklasering af mægtige Manchester United, da de på hjemmebane sendte Brian ”The Beast” Jensen og Crawley hjem med et nederlag på 2-0. Danskeren stod hele kampen for udeholdet, og må tage sin del af skylden for hjemmeholdets første scoring, da han noget langsomt kom ned til et skud fra Dele Alli efter et kvarter, der kunne sende hjemmeholdet i front.

MK Dons’ Kyle McFadzean blev helt korrekt sendt tidligt i bad efter 70 minutter, da han lavede en nødbremse i feltet. Crawley brændte dog det efterfølgende straffespark, og derfor var hjemmeholdet stadig i front 1-0, da Benik Afobe efter 92 minutter kunne lukke kampen til 2-0 med et fladt skud. Igen så Brian Jensen ikke helt heldig ud i situationen.

Topholdet og oprykkerne fra Fleetwood United formåede ikke at slå Leyton Orient, og det udnyttede Peterborough til at kravle op øverst i League One-tabellen, da de slog Colchester United med 3-1 på udebane. Kgosi Nthi gik fra helt til skurk, da han først havde hjulpet udeholdet til en 2-0 føring, inden han blev modtog sit andet gule kort efter 80 minutters spil.  På daværende tidspunkt var kampen dog allerede afgjort, da kampens fire mål var sat ind.

Fleetwood United kom bagud hjemme på Highbury, da Darius Henderson sendte Leyton Orient i front, men Stephen Dobbie fik udlignet for oprykkerne, og derfor kan de ganske imponerende stadig kalde sig ubesejrede efter fem kampe spillet i League One.

Preston North End fortsætter også med at vise fin form og hjemme på Deepdale blev det denne weekend også til 1-1, da Sheffield United var på besøg. Andy Little åbnede scoringen, da hans indlæg strøg forbi Mark Howard og bragte hjemmeholdet i front. Jose Baxter fik dog udlignet for Sheffield United, da hans skud lige før pausen blev rettet af og strøg i nettet. Med det uafgjorte resultat er Preston North End stadig ubesejrede i denne sæson, og klubben er derfor på en øjeblikkelig 6. plads i rækken.

I bunden af tabellen af Crewe Alexandra stadig det eneste hold, der endnu ikke har hentet et point i denne sæson, efter det blev til et 2-0 nederlag ude mod Gillingham denne weekend. Bradley Dack drejede fint kuglen op i hjørnet for hjemmeholdet efter et kvarters spil og kort før pausen lukkede Cody McDonald festen med et fint chip over Ben Garratt i Crewe-målet.

2-0 blev det også, da Oldham fik deres første sejr i denne sæson, da Doncaster blev besejret på udebane. Jonson Clarke-Harris og Jonathan Forte på straffespark afgjorde sagerne, og Doncaster har nu ikke vundet de seneste syv hjemmekampe. 

Samme cifre hjalp Bradford til sejr, da de denne weekend var rejst til Rochdale. Midtbanespilleren Jason Kennedy scorede kampens første mål efter en time, da han med en fin, flad flugter fik kuglen i kassen. Seks minutter senere headede James Hanson bolden i mål til slutresultatet 2-0 efter et fint hjørnespark fra Alan Sheenan.

På Vale Park måtte hjemmeholdet Port Vale se sig slået af Chesterfield og en veloplagt Gary Roberts, da lagde hjørnestenene til udeholdets 2-1 sejr, da han scorede det ene og lagde op til det andet mål. Eoin Doye bragte udeholdet i front med noget, der lignede knæet, efter Gary Roberts’ skud havde taget træværket i første omgang. 

Hjemmeholdets Mark Marshall fik dog på flot vis udlignet kort før pausen. Blot et enkelt minut efter pausen var Gary Roberts dog på plads igen, da han med et fint skruet spark sendte udeholdet på sejrskurs. Efter 70 minutter dummede Chesterfields Ian Evatt sig dog to gange på et kvarter, og han modtog derfor det røde kort med fem minutter tilbage. Udeholdet holdte dog fast i føringen resten af kampen og befinder sig nu på en 5. plads i ligaen.

Afslutningsvis delte Swindon og Coventry pointene mellem sig, da begge hold kom på tavlen en enkelt gang og hermed spillede 1-1. Samme resultat stod på tavlen, da dommeren fløjtede kampen mellem Yeovil og Barnsley af. Her forhindrede et selvmål af Martin Cranie et kvarter før tid, at Barnsley kunne rejse hjem med alle tre point.

Ugens bedste: Der bør ikke herske tvivl om, at Bradfords James Hanson har haft en magisk uge. Først scorede han det afgørende mål, da Bradford sendte Leeds ud af Capital One Cup tidligere på ugen og i weekenden blev han matchvinder igen, da han med et glimrende hovedstød pandede kuglen i kassen til 2-0. Målet bragte ham samtidig op på en delt førsteplads på topscorerlisten i League One.

Angriberen nærmer sig efterhånden kultstatus i Bradford, hvor han har spillet de seneste fem sæsoner og snart spillet 200 kampe.

Ugens værste: Brian ”The Beast” Jensen kunne med lidt god vilje have forhindret begge MK Dons’ scoringer i weekenden, og derfor bliver den danske keeper tildelt den tvivlsomme ære som ugens værste i denne rundes League One. Den danske keeper er efterhånden fyldt 39, og selvom han stod en fin sæson for Bury sidste år, inden han skiftede til Crawley, kan karrieren meget vel være ved at lakke mod enden. 

Ugens opsamling – League Two
Så gik den ikke længere for Morecambe, der ellers havde lagt ud som lyn og torden i League Two med fire sejre i sæsonens fire første kampe. Tranmere Rovers blev klubben, der satte en kæp i hjulet for Morecambes fine stime, da de hjemme sejrede med 2-1.
Morecambes anfører Mark Hughes bragte ellers udeholdet i front med hovedet kort før pausen, men Tranmere kom fint ud til 2. halvleg, hvor Cole Stockton scorede begge hjemmeholdets mål. Det første efter en lille times spil, da han med en fin afslutning bragte balance i regnskabet. Efterfølgende blev Mark Hughes smidt i bad efter et sammenstød med Kayode Odejayi langt fra bolden, og den udvisning af Morecambe anføreren skulle blive dyr for udeholdet, da Cole Stockton på dramatisk vis fik sat den vindende mål til 2-1 ind dybt inde i dommerens tillægstid. 

Cole Stockton forlængede tidligere på ugen kontrakten med Tranmere, og mon ikke klubben er glade for forlængelsen med den unge angriber efter denne weekends opvisning.

Burton Albion sluttede også kampen med kun ti mand på banen, da Mansfield blev slået 2-1. Klubben hopper dermed op på førstepladsen i ligaen takket være mål fra Alex MacDonald og Callum McFadzean.

Cheltenham Town ligger dog side om side med Burton på 13 point, efter de med et mål i sidste minut af Koby Arthur slog Hartlepool med 1-0 hjemme på Whaddon Road.

Portsmouth havde også chancen for at nå de 13 point i denne weekend, men Newports indskiftede Andy Sandell scorede med 5 minutter igen til slutresultatet 1-0. Et frispark fra højre strøg forbi alt og alle, og Andy Sandells bold strøg i kassen, således at Portsmouth måtte indkassere deres første nederlag i denne sæson. Portsmouth befinder sig dog stadig på den sidste playoff-plads i League Two, da de står noteret for 10 point i sæsonens første fem kampe.

I bunden af tabellen hentede Oxford United sæsonens første point i en underholdende kamp mod Dagenham & Redbridge, der endte 3-3. Kampen bølgede længe frem og tilbage, og i sidste ende var det ganske fortjent, at bundholdet Oxford United kunne lade sig notere for sæsonens første point.

Hjemme på Gigg Lane tog Bury imod Accrington Stanley, og her formåede hjemmeholdet at vinde 2-1 på mål af Danny Rose og Danny Mayor efter, at Kai Naismith havde bragt udeholdet i front.

Weekendens mest imponerende sejr stod Cambridge United for, da de smadrede bundholdet Carlisle med hele 5-0. Issa Diallo åbnede scoringen midt i første halvleg med et skud lige udenfor boksen, inden han sendte et indlæg ind i panden på Robbie Simpson, der kunne gøre det til 2-0.
Simpson stod også for hjemmeholdets tredje kasse, da han på fin vis sendte Tom Elliots indlæg i mål. Med et kvarter igen lod Robbie Simpson sig udskifte med debutanten Jayden Stockley. Ti minutter efter havde Stockley nettet to gange, og så stod det pludselig 5-0 til hjemmeholdet. Målene blev kampens sidste og med sejren kravler oprykkerne fra Cambridge op på ligaens 9. plads.

Adeyo Azeez scorede syv minutter inde i tillægstiden for AFC Wimbledon, men lige lidt hjalp det, da Stevenages Dean Wells, Dameron Lancaster og Charlie Lee allerede forinden havde nettet for udeholdet. Kampen endte derfor 3-2 til Stevenage.

Marc Richards stod for kampens enlige mål, da Northampton slog Exeter med 1-0, mens Lewis Alessandra og Reuben Reid var på plettet for Plymouth Argyle, der slog Southend United 2-0.

Shrewsbury Town hentede også alle tre point denne weekend, da Luton Town blev besejret med 2-0. Begge mål stod Jordan Clark for. 

York og Wycombe stod for denne weekends eneste 0-0 kampe i de engelske divisioner, da det endte målløst på Bootham Crescent.

Ugens bedste: Cambridge United har lejet Jayden Stockley i Bournemouth, og hvilken debut den unge angriber fik for oprykkerholdet, da han på bare ti minutter nettede to gange. Et klart signal til manager Richard Money om, at han er værd at satse på i fremtiden for The U’s.

Ugens værste: Portsmouth vil gerne hurtigt tilbage mod League One, og så er der simpelthen ikke råd til at tabe dyrebare point på hjemmebane mod sidste års oprykkere Newport County. På den igen Pompey.