Blog: FCM's ekstreme hjemmebanestatistik
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Generelle

Blog: FCM's ekstreme hjemmebanestatistik

13 kampe og 13 sejre. Få gange har det set ud som om FC Midtjylland har skulle gøre en indsats for at få sejren. Senest fredag var de helt væk, men vandt alligevel 1-0 over Silkeborg.

FC Midtjylland har efterhånden så meget kørende for sig, at selv når de spiller en rædderlig kamp som i fredags mod Silkeborg, så vinder de alligevel. Det gav 13. hjemmebanesejr i træk, som er delt rekord med FCKs fra 2010/11
 
Det handlede dog i den kamp meget om, at de skulle have flere mand med i angrebene, og hvad gjorde Glen Riddersholm så? Han skiftede til 4-4-2, og så blev alting meget bedre. Lidt ligesom, der tidligere er blevet advokeret for fra denne blogger.
 
Det var så lidt, Glen, skulle det være en anden gang. Næste kamp mod Hobro kan du bare gøre det samme igen. 
 
Selvom det hjalp, så er det ikke noget, han vil starte ud med igen, selvom han jo vil få de to forskellige typer, Duncan og Pusic sammen i angrebet. Men så sikre vil man alligevel ikke være på mesterskabet. Der skal også være lidt spænding.
 
Det er nemlig svært at hente FCM for tiden for de resterende klubber. Både hjemme og ude er de ligaens bedste hold, og da det i mange år har været almindeligt kendt, at MCH Arena var svær at vinde på, så var det "bare" udebanen, der skulle styr på for Ulvene. Det har de fået nu, og det er det, der har givet dem rygstøddet til at ligger 11 point foran FCK med otte runder tilbage.
 
Det er også lidt den samme opgivende attitude, man møder hos det tabende hold på MCH Arena efter kampen, hvor træner efter træner står og slår ud med armene overfor pressen og spørger "hvad skulle jeg have gjort?". Det er da klart, at de har det sådan, når statistikken alene for foråret på hjemmebane hedder 10-0 for fire kampe med fire sejre.
 
Men udeholdene påtager sig dermed et psykologisk skidt udgangspunkt, når de på forhånd selv i den sportslige ledelse har et indtryk af, at nu går det nok galt. Lidt ligesom mange havde det før i tiden, når de skulle på Brøndby Stadion. Sådan er det ikke mere, det kan senest Hobro skrive under på - selv med (nyt) græs i Brøndby. Det er dælme ikke, hvad det har været ude på Vestegnen. Men flot er banen da blevet.
 
Når FCM også har dygtighed til at lave en masse mål på dødbolde, som stadig er blandt Europas farligste, ligesom at de scorer usandsynligt mange mål i det sidste kvarter af kampen i forhold til resten af ligaen. Formentlig fordi Midtjylland er i langt bedre form end de fleste. Deres tests viser det også. På den måde har modstanderne så mange ting i baghovedet, som de tilsyneladende igen og igen falder i.
 
Alle de psykologiske faktorer spiller ind, og næste gang er det Randers, der skal til MCH Arena, hvor de skal ryste sig af dem, hvis de skal hjælpe FCK nærmere førstepladsen og selv komme tættere på bronzemedaljerne, som de i øjeblikket (ja, hele foråret) vakler noget omkring.
 
Til slut skal der lyde en hyldest til Mikkel Duelund der bare 17 år gammel gik ind og gjorde en fin figur mod Silkeborg, hvor han turde at prøve nogle ting af. Der skal man som ung nok kigge væk, når visse journalister vurderer indsatsen til "bestået på et hængende hår". De journalister kendte ham vel knap inden kampen.