Hvordan kan man tro på en sejr over Portugal fra en flok undskyldende fodboldspillere, der bliver ved med at slå ud med armene?

Det ser sort ud for landsholdet. Og det ser sort ud for Morten Olsen.
Dommedagstrommerne buldrer og kritikken er massiv, ensrettet og skånselsløs. Og hvad værre er. Den ser ikke ud til at aftage.

Næste opgave for landsholdet er Portugal på udebane. Og med holdets seneste præstationer in mente vil det kræve et mirakel at slippe fra Lissabon med point på kontoen. Det ligner en umulig opgave.

Spørgsmålet er bare, om der er så meget at stille op?
Morten Olsen spiller utvivlsomt med det stærkest disponible mandskab, hvor kun Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen kunne have sneget sig ind i startopstillingen og skruet lidt på styrkebarometret. Men selv deres tilstedeværelse havde ikke ændret det store.

Faktum er, at landsholdet ikke er bedre. Punktum. Og det gælder hele vejen rundt.
Spillere, ledere, trænere, kokke og bolddrenge. Rub og stub. Det er en hård erkendelse, men den er nødvendig for at komme ud af det aktuelle dødvande. Alle må kigge hinanden dybt i øjnene og påtage sig et medansvar for derouten. Man vinder som et hold, og man taber som et hold. Kæden er ikke stærkere, end det svageste led. Alle er skyldige.

En ting vedbliver dog at undre mig. Og det er landsholdets manglende reaktion på den kritik, der har været så øresønderrivende igennem så lang tid. Når alt kortslutter og intet hænger sammen, er det en typisk menneskelig reaktion at stejle og blive aggressiv. Men landsholdets bersærkergang har indtil videre indskrænket sig til de efterhånden sædvanlige og forudsigelige undskyldninger om dårlige baner, dårligt vejr og dårlige modstandere, der ikke gider spille rigtig fodbold.

Jeg savner en trodsreaktion. Det ville pynte. Og det ville vise befolkningen, at landsholdets stolthed er intakt. For helt ærligt. Hvordan kan man tro på en sejr over Portugal fra en flok undskyldende fodboldspillere, der bliver ved med at slå ud med armene? Det kaldes at slå op i banen. Og så kan man lige så godt hejse det hvide flag på forhånd.

Hvor er trodsreaktionen? Hvor er stoltheden? Hvor er ærgerrigheden? Hvor er skråt-op-fingeren til mig og alle de andre kloge hoveder, der ikke aner, hvad vi snakker om? Hvor er den indestængte vrede over konstant at få smidt i hovedet, at man ikke er god nok? Hvor er det indebrændte raseri, der kan få blodet til at koge, tacklingerne til at synge og supporterne op af sofaen?

Sådan en spiller havde man engang på landsholdet i Thomas Gravesen. Da han spillede, kvalificerede Danmark sig til slutrunderne. Den konklusion er selvfølgelig letkøbt. Og ikke så lidt bagstræberisk. Men det er nu alligevel en tanke.

Jeg savner en reaktion. Hvad som helst. Om ikke andet bare for at signalere, at det rent faktisk betyder noget for spillerne. Hvordan kan man forvente at få folkelig opbakning til projektet, når man selv udstråler en lettere opgivende attitude?

Man kan ikke bebrejde Morten Olsen for de manglende resultater. Fagligheden er i top, og håndværket er i orden. Og spillerne har nu engang den kvalitet, de har. Men måske landstræneren skulle forsøge at lægge taktikken til side og i stedet henvende sig til spillernes indre hulemænd.

Tiden må nu være kommet at blotte tænderne, smøge ærmerne op og åbne en dåse med røvfuld. Hvis ikke for Gud, Konge og Fædreland så for at lukke munden på alle vi kritikere.