Leder: Konflikten går næppe væk uden succes på banen

Før landsholdet rejste til fredagens afgørende kamp i Cardiff mod Wales, mødte jeg DBU’s fodbolddirektør Peter Møller på hans nye kontor i DBU-bunkeren i Brøndby.

Om Peter Møller får held med sit forehavende om at skabe tillid og sammenhæng i dansk fodbold, kan vi først sige, når den nye chef har haft en ærlig chance for at arbejde med spillerne, Spillerforeningen og sine ansatte i DBU’s sportslige afdeling.

Efter tre års åben og skjult krigsførelse mellem DBU og Spillerforeningen vil det altså tage noget tid at skabe et sundt forhold, som vel næppe har været hjerteligt på noget tidspunkt og dermed ikke bare kan føres tilbage til en tid før den skæbnesvangre landsholdsaftale i 2015.

Peter Møller har flere interessante pointer i interviewet, som du kan læse fra side 10 i dagens udgave af Tipsbladet, herunder at det er utroligt, hvor negativ stemningen omkring landsholdet er set i forhold til, at man ikke rigtig har tabt en fodboldkamp siden en træningskamp mod Montenegro i oktober 2016, når man ikke tæller en straffesparkkonkurrence ved VM og et vikarlandshold med.

Peter Møller har ret, for efter det første halve, slingrende år i 2016 har resultaterne været med Åge Hareide i en grad, som relativt få landshold i verden kan matche.

Men årsagen er ikke en overdreven negativ presse eller sure danskere.

Det er selvfølgelig års dårlig stemning mellem DBU, spillerne og Spillerforeningen, der er hovedårsagen, og man må konstatere, at det derudover heller ikke er lykkedes DBU og spillerne at få forbedret landsholdets og forbundets image under ”En del af noget større”-sloganet, et slogan der i stedet er blevet brugt til at slå DBU oven i hovedet med, hver gang der er konflikt, og når man ikke ligefrem fremstår gearet til en fodboldverden, hvor udviklingen går meget stærkt.

På denne lederplads efterlyste jeg under konflikten tidligere på efteråret, at parterne blev enige om et realistisk billede af, hvad landsholdsfodbold i Danmark er anno 2018.

Det er en øvelse, hvor begge parter efter min mening må erkende, at der er betydelige begrænsninger på, hvor store økonomiske vækstmuligheder der er i sponsorater og tilskuerindtægter, og hvor man er dybt afhængig af at komme til slutrunder for at få de store tocifrede millionbeløb fra UEFA og FIFA’s medie- og sponsoraftaler ved EM og VM.

DBU og trænerne ynder at tale om udvikling og fokus på talenter, men paradokset her er, at landsholdet og DBU er mere afhængig af resultaterne af ganske få kampe, end klubberne nogensinde bliver.

Peter Møller har helt ret, når han i interviewet siger, at der ikke er plads til eksperimenter med Jacob Bruun Larsen eller Philip Billing, når DBU vil få et tocifret millionbeløb ved at slå Wales i aften og derved rykke op i A-ligaen i Nations League.

FC Københavns Champions League-gevinst blegner på det nærmeste, når man sammenligner med de mange millioner, DBU ville få i kassen på en tur til VM i Qatar i 2022, og hvis man skal begræde noget på trænerne og spillernes vegne ved Nations League, er det at testkampene trods alt gav rum til forsøg.

Jeg tror, det bedste middel til at løsne stemningen omkring landsholdet vil være at komme til Nations League, EM og VM. Kagen vil blive større, DBU vil have råd til at honorere spillernes forventninger til rammerne omkring landsholdet, så gabet mellem at være hjemme på landsholdstjeneste og spille i sin topprofesionelle udenlandske klub ikke bliver så stort, som det nok var tilbage i 2015 og 2016, og til dels stadig er i dag.

Alternativet er ikke kønt for DBU og landsholdet, for uden slutrunde-jackpots tror jeg simpelthen ikke, DBU vil have råd til at følge våbenkapløbet med spillernes klubber, hvor presset på spillerne for at nedprioritere landsholdet bliver større og større, selv i klubber i Superligaens top.

Så skal Peter Møller, spillerne og Spillerforeningen i hvert fald blive endog rigtig gode til at snakke sammen og finde et fælles fundament for, hvordan det er at spille på Danmarks landshold, og ikke mindst hvad man får for det.