Leder: Salah misbrugt af krigsforbryder - hvor var FIFA og DBU?
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: Salah misbrugt af krigsforbryder - hvor var FIFA og DBU?

FIFA har en parodi af en politik om at forbyde politisk indblanding i fodbold, hvilket også blev tydeligt i ved dette VM.

Vladimir Putins nære politiske allierede Ramzan Kadyrov hører til ved krigsforbryder-domstolen i Haag og derefter i fængsel i mange år for at have myrdet, tortureret og forfulgt minoriteter og sin egen befolkning i Tjetjenien.

Men desværre er Ramzan Kadyrov på fri fod og enevældig hersker i den russiske republik Tjetjenien, hvor han de seneste uger har givet den som vært for Egyptens landshold med en mildest talt bizar opførsel.

Først hentede Ramzan personligt den skadede Mohamed Salah på Egyptens hotel, så Salah kunne komme ned til træning og få taget billeder med Hr. Kadyrov, og senest udmærkede statsoverhovedet med det egyptiske fodboldforbunds aktive støtte ved at holde en afskeds-banket for egypterne, hvor Salah havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, mens han ved Kadyrovs side blev præsenteret for tjetjensk folkedans og et æresstatsborgerskab i republikken.

Jeg ved naturligvis ikke, hvad Mohamed Salah præcis tænker, for jeg har ikke talt med ham.

Men efter der er lækket historier om Salahs overvejelser om at stoppe på landsholdet på grund af Kadyrovs stunts, der skete med Egyptens forbunds accept, samt Salahs menneske-venlige profil og venskab med den forfulgte, tidligere egyptiske landsholdsstjerne Mohamed Aboutrika in mente nægter jeg at tro, at Mohamed Salah har fået noget som helst valg af det egyptiske fodboldforbund med præsidenten Hany Abo Rida i spidsen.

Abo Rida var tæt på Mubarak-familien under det daværende diktatur, og selvom han måske ikke havde andre valg, hvis han ville have og fastholde sin post, har præsidenten og forbundet, ansporet af Egyptens nuværende, udemokratiske militær-regering, vist en rystende sympati for Kadyrovs væmmelige projekt ved at ligge en lejr i Grosnij, når man kunne have lagt den alle andre steder.

Det egyptiske forbund mistænkes for med vilje at ville sværte Salah, så han i fremtiden stiller op til de PR-arrangementer og sponsoraftaler, forbundet vil have. Ellers kan Salah se et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man trods forbundet og regimet, i førnævnte Mohamed Aboutrika.

Han var en forrygende fodboldspiller, den tidligere egyptiske landstræner Bob Bradley i et interview med Tipsbladet sidste år kaldte for sin bedste spiller og leder, og som regimet i Egypten efterfølgende har sendt i landflygtighed på tilsyneladende tynde terrorisme-anklager (Aboutrika, der støtter den forbudte bevægelse og oppositionsparti Det Muslimske Broderskab, har ifølge myndighederne kanaliseret penge til terrorvirksomhed via sit rejsebureau, anklager Aboutrika fra sit eksil i Qatar kalder opspind).

Jeg bebrejder selvfølgelig ikke FIFA eller DBU, hvad det egyptiske fodboldforbund og Ramzan Kadyrov har fundet på af narrestreger.

Men jeg undres faktisk over, at der, qua DBU’s tætte samarbejde med organisationer som Amnesty, ikke er blevet råbt op på fodboldspillets vegne, da FIFA helt uforståeligt tillod en VM-lejr i Tjetjenien.

Det undrer mig også, at der slet ikke er noget kritik fra fodboldfolk af det politiske misbrug af Salah.

FIFA har en parodi af en politik om at forbyde politisk indblanding i fodbold, en politik der for eksempel blev anvendt i et forsøg på at true ledelsen af Spaniens fodboldforbund og Spaniens regering til at lade den skandaliserede ekspræsident Ángel Maria Villar slippe billigt for den korruptionssag, han sidder i elektronisk fodlænke for.

Hvis den politik skulle være lidt mindre utroværdig, kunne et fint sted at begynde være at beskytte spilleren ved at give det egyptiske forbund en skideballe af en anden verden for rullende tv-kameraer.

Se også Sebastian Stanburys VM-klumme fra Moskva om indtrykkene i forbindelse med Danmarks kvalifikation til ottendedelsfinalen mod Kroatien og nyhedshistorien om Gianni Infantinos tanker om fodboldens fremtid på side 4 i dagens udgave af Tipsbladet..