Manchester City kan for første gang i klubbens historie spille sig i kvartfinalerne i Champions League, hvis de slår FC Barcelona ud af turneringen. De to mandskaber mødes i den første kamp i aften, som spilles i England, og fra sin stol i London ser Jose Mourinho gode muligheder for Manchester City for at gå videre.
- Barcelona har historien med sig og er favorit. Men i denne sæson har de vist, at de ikke er det samme hold, som de har været.
- Selvfølgelig har de Lionel Messi, som er speciel, plus flere end ham. Men jeg synes, det er det dårligste Barcelona-hold i mange, mange år, så City har en chance for at slå dem ud, siger Mourinho til ITV.
Den portugisiske manager er hverken en populær mand i Barcelona- eller City-lejren.
Som Chelsea- og Inter-træner har han slået catalanerne ud af Champions League, og da han var i Real Madrid gjorde han sig upopulær på Camp Nou ved at lægge sig ud med Pep Guardiola og Tito Vilanova.
I City er Mourinho ikke i høj kurs, fordi han den seneste tid er kommet med små stikpiller om klubbens hidtige held i sæsonen og insinueret, at de ikke har levet op til forventningerne.