Steven Gerrard runder i dag et skarpt hjørne i Liverpool. I dag er det nemlig 11 år siden, at midtbanespilleren blev udnævnt som anfører i Liverpool, og dermed har Gerrard altså stået i spidsen for sine holdkammerater i mere end et årti.
Og det er et årti, englænderen har nydt hvert eneste sekund af.
- For 11 år siden i dag blev jeg kaptajn for min barndomsklub, og det var en af de stolteste dage i min karriere. Det er en stor ære at være anfører i denne fantastiske klub, skriver Steven Gerrard på sin Instagram.
Holdkammeraten Jordan Henderson har også noteret sig Gerrards milepæl, og han hylder i den forbindelse Liverpool-legenden.
- Stevie er formentlig ikke bare den bedste anfører i Liverpool og før det for England, men den bedste i verden generelt, siger Henderson til Liverpool FC Magazine.
Det var Gerard Houlier, der i 2003 gjorde Steven Gerrard til anfører for Liverpool. Han overtog hvervet fra Sami Hyypia.