Yussuf Poulsen tæt på Leipzig-forlængelse
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Bundesliga

Yussuf Poulsen tæt på Leipzig-forlængelse

Yussuf Poulsen forhandler om en forlængelse af kontrakten med RB Leipzig, og de to parter er næsten i mål.

Yussuf Poulsen har gjort en god figur for den storsatsende tyske klub RB Leipzig, siden han skiftede dertil fra Lyngby for lidt over to år siden, og det har vakt flere storklubbers interesse. Det er dog i første omgang ikke aktuelt for offensivspilleren, der arbejder på at forlænge kontrakten med 2. Bundesliga-klubben.

- Jeg ligger og forhandler om en forlængelse. Det bliver snart. Der er selvfølgelig stadig nogle punkter, der skal på plads, men vi er meget tæt på. Det er noget med noget længde og nogle klausuler, siger Yussuf Poulsen til BT.

Den 21-årige landsholdsspiller har været kædet sammen med tyske storklubber som Schalke 04 og Borussia Mönchengladbach samt et par Premier League-klubber, men han har aldrig lagt skjul på, at han tror meget på projektet i RB Leipzig, og det er han altså i færd med at understrege ved at forlænge kontrakten.

Yussuf Poulsen jagter stadig sit første mål for RB Leipzig i denne sæson.