Tirsdagens rygtebørs: Matic til United, Lukaku til Chelsea, Moyes tilbage til Everton
Louis van Gaal blev i aftes fyret hos Manchester United, og det bliver formentlig starten på en lang sommertransfersæson, hvor nye trænere kommer til, og de engelske klubber med de nye, store tv-penge kommer til at handle rundhåndet ind. Vi samler op på de udenlandske og engelske aviser og giver dig her de seneste transferrygter.
Mourinho forbereder spillerindkøb
Note: José Mourinho forventes at blive præsenteret som Manchester Uniteds nye træner senere i dag, efter Louis van Gaal i går blev afsat, og der spekuleres derfor kraftigt i, hvem portugiseren vil hente til klubben. Et af de varmeste navne skulle være Chelsea-midtbanen Nemanja Matic, der havde stor succes under Mourinhos mesterskabssæson efter Chelsea-returen.
Kilde: Daily Mail
Sandsynlighed: Middel
Lukaku vender tilbage til Chelsea
Note: Everton-angriberen Romelu Lukaku har bebudet, at han formentlig skifter klub efter denne sæson, og Chelsea skulle være den 23-årige belgiske angribers egen førsteprioritet, selvom London-klubben altså for år tilbage ikke ønskede at give Lukaku chancen og i stedet udlejede og siden solgte ham.
Kilde: London Evening Standard
Sandsynlighed: Middel
Moyes kan vende tilbage til Everton
Note: David Moyes er ifølge rygterne ikke længere i spil til Aston Villa-posten, som han ellers har været vedholdende forbundet med, men nu skulle skotten være i spil til sin tidligere klub, der leder efter Roberto Martinez’ afløser. Frank de Boer og Manuel Pellegrini skulle være iblandt de øvrige kandidater.
Kilde: Daily Mirror
Sandsynlighed: Middel