Viborg FF har ikke været dygtige nok, og derfor rykkede klubben i sidste sæson ud af Superligaen, men det er bestemt også et faktum, at klubben har været usandsynligt uheldige.
I sidste sæson var både Osama Akharraz og Oliver Thychosen ude med korsbåndsskader, og nu er Viborg FF igen blevet ramt. Denne gang er det Jung-Bin Park, der er blevet korsbåndsskadet.
Sydkoreaneren måtte udgå med en skade i weekendens testkamp mod Vendsyssel FF, og Viborg Stifts Folkeblad skriver, at dommen er den værst tænkelige til Jung-Bin Park. Viborg-profilen har revet korsbåndet over i sit ene knæ, og det betyder, at der venter et års pause.
Jung-Bin Park var udset til at få en nøglerolle for Viborg FF i den kommende sæson, men nu må klubben altså udtænke en plan B.