Lyngby-spillerne kan ophæve deres kontrakter på onsdag
Foto: Spillerforeningen
Superliga

Lyngby-spillerne kan ophæve deres kontrakter på onsdag

Som tipsbladet.dk kunne fortælle tidligere på dagen, har sender Spillerforeningen på vegne af spillerne i Lyngby Boldklub en såkaldt påkravsskrivelse til klubben. Det er første skridt mod en konkursbegæring og en ophævelse af kontrakterne.

Tiden er ikke Lyngby Boldklubs ven i disse dage. Mens bestyrelsen arbejder hårdt på at finde nye investorer til at redde den nødlidende Superliga-klub, tager spillerne i dag et afgørende skridt mod en konkursbegæring.

Som tipsbladet.dk kunne afsløre tidligere, har Spillerforeningen på vegne af spillerne sendt en såkaldt påkravsskrivelse til klubben. Det er første formelle skridt, inden klubben kan begæres konkurs, og spillerne kan få ophævet deres kontrakter.

Efter påkravsskrivelsen har Lyngby tre hverdage til at reagere (søn- og helligdag tæller ikke som hverdage), så deadline er tirsdag. Kommer lønnen stadig ikke, kan spillerne begære klubben konkurs og blive løst fra deres kontrakter fra onsdag. Holdet bliver i første omgang frataget seks point i Superliga-tabellen, hvis den begæres konkurs.

Det er dog ikke det samme, som at klubben er gået endegyldigt konkurs. Det skal Skifteretten tage stilling til. Erklærer retten Lyngby konkurs, bliver holdet tvangsnedrykket to rækker og taberdømt i de resterende kampe i indeværende sæson.

- Det er selvfølgelig kedeligt, at det er kommet hertil, men ved at sende et påkrav til Lyngby Boldklub sikrer vi, at spillerne kan agere, hvis der ikke kommer en løsning, siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland i en pressemeddelelse.

- Vi er fortsat i dialog med klubbens ledelse og håber selvfølgelig, at deres bestræbelser på at finde en ny ejer bliver realiseret, siger Mads Øland.

Normalt er det helt udelukket at få flyttet sin spilletilladelse uden for transfervinduerne, hvilket man blandt andet så i tilfældet med Jonas Borring, da han forlod Randers FC.

- En spiller, der er ophævet uden for transfervinduet, kan ikke gå på banen igen før den 1. juli, slog turneringschef i Divisionsforeningen Peter Ebbesen fast i forbindelse med Borrings kontraktophævelse i Randers.

I samme ombæring gjorde han det dog klart, at der er enkelte muligheder for dispensation. Eksempelvis hvis en klub går konkurs, eller den misligholder spillernes kontrakter. Forklaringen skal man finde i DBU's cirkulære 96 § 3.2, hvor der står:

- En tidligere kontraktspiller, hvis spillerkontrakt er bragt til ophør i utide på grund af klubbens konkurs eller anden væsentlig misligholdelse fra klubbens eller spillerens side, kan ansøge DBUs administration om dispensation til at foretage skifte til en dansk klub som kontraktspiller uden hensyn til bestemmelserne om overgangsperioder.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.