Video : Tipsbladet
Superliga

SIF-manager tager til udlandet for at få angriber-aftale på plads

Silkeborg-manager Peter Sørensen fortæller, at han tager til udlandet for at lukke en aftale.

Superliga-nedrykkerne har tabt de sidste to testkampe, så der er en vis bekymring i Søhøjlandet i forhold til at få sammensat et hold, der hurtigt kan vende tilbage til Superligaen.

Når man ser på navnene i SIF's trup, er der dog grund til optimisme, for det er dygtige fodboldspillere, der er at finde i Silkeborg.

Men klubben har længe været på udkig efter et alternativ til angrebet, og det lader til, at manager Peter Sørensen nu nærmer sig noget nyt blod og konkurrence til truppen.

SIF åbner NordicBet Ligaen søndag den 29. juli med et opgør mod Thisted, og til den tid håber og tror manager Peter Sørensen på, at han har en ny angriber til rådighed.

- Jeg kan sige, at jeg tager en tur til udlandet for at se, om jeg ikke kan få det på plads inden så længe, siger Peter Sørensen til Midtjyllands Avis.

Den angriber, som Peter Sørensen forsøger at lukke en aftale med, kan meget vel være svenske Shkodran Maholli, som af Fotbolldirekt.se for to uger siden blev sat i forbindelse med et skifte til en dansk klub.

Maholli, 25 år, forlader ifølge mediet Sirius denne sommer. Sirius ligger sidst i Allsvenskan.

Silkeborg har "Alex", Davit Skhirtladze og Magnus Mattsson som muligheder i angrebet, mens også Marc Rochester og Jeppe Okkels kan spille pladsen, hvis det er nødvendigt.