Skhirtladze arbejder på Silkeborg-exit - men Sloth bliver formentlig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Skhirtladze arbejder på Silkeborg-exit - men Sloth bliver formentlig

Davit Skhirtladze og hans agent sigter mod at finde en ny klub til georgieren, og Silkeborg IF er åbne for at lade ham forlade klubben. Omvendt ser det ud til, at Casper Sloth bliver der.

Siden 2011 har Davit Skhirtladze slået sine georgiske folder i dansk fodbold. De to seneste af dem i Silkeborg IF, men hvis alt går efter planen, forbliver det også ved de to sæsoner i Søhøjlandet.

Offensivspilleren startede ellers inde i sit holds tre første kampe i 1. division i denne sæson, men siden Peter Sørensen blev fyret, og Michael Hansen tog over, har han ikke fået spilletid. Og nu står parterne så måske over for et brud.

Skhirtladzes agent, Guram Kachakhidze, bekræfter over for tipsbladet.dk, at den georgiske lejr arbejder på at finde en ny klub.

- Det er vores fokus. Helt sikkert, siger Kachakhidze kortfattet.

Én ting er spillerens ønske, noget andet er klubbens. Men også i Silkeborg er de indstillede på at lade den 25-årige Skhirtladze gå.

- Vi har sådan en stående aftale om, at vi ser, hvad der sker de næste dage. Hvis der åbner sig en god mulighed for Davit, så kigger vi på det, og ellers er udgangspunktet, at han klør på, hvis der ikke sker noget, siger sportschef Jesper Stüker.

I er åbne for at lade ham forfølge den mulighed, hvis den opstår?

- Ja, lige præcis.

Til gengæld tyder det på, at Casper Sloth også er Silkeborg-spiller, når transfervinduet lukker ved midnat mellem fredag og lørdag. Det forventer sportschefen i Silkeborg i hvert fald.

- Han har været skade de sidste to kampe, men der har været sådan noget - også for noget tid siden - snak i forhold til det med at rykke ned og alt det, der følger med for Sloth. Men der er ikke rigtig sket noget, så om der sker noget de sidste par dage, det ved jeg af gode grunde ikke. Men umiddelbart ser det ud til, at Casper er her, siger Stüker.

Der har ikke været interesse nok til, at nogle ville købe ham fri?

- Ja, men det er ikke anderledes for ham end så mange andre. Der har i hvert fald ikke været den anledning, der har gjort, at der kunne laves en løsning, som var tilfredsstillende hele vejen rundt, og så længe der ikke er det, skal han gøre alt, hvad han kan for at kvalificere sig her. Så det er egentlig den tilgang, vi har til det.

Både Davit Skhirtladze og Casper Sloth har kontrakt med Silkeborg IF til sommeren 2019.