Siden Esbjerg fB solgte Anders Dreyer til Brighton for rekordstore 17 millioner kroner, har klubben manglet mindst én kantspiller. For i øjeblikket er der kun to af slagsen, Emmanuel Oti Essigba og Mathias Kristensen, og det er ikke nok, har cheftræner John Lammers selv slået fast.
Forstærkning kan muligvis komme i form af hollandske Adnane Tighadouini. Den 25-årige kantspiller er angiveligt uønsket i sin klub, Malaga, og ifølge den spanske avis El Desmarques Malaga-udgave er EfB i forhandlinger om at hente spilleren til Danmark.
Ugeavisen Esbjerg har forholdt administrerende direktør Brian Knudsen for oplysningerne, men han vil ikke kommentere det.
- Hvis såfremt der kommer noget, så kommer der selvfølgelig en pressemeddelelse på det, siger han.
Adnane Thigadouini har spillet i Malaga siden 2015 og har været udlejet tre gange siden. Først til tyrkiske Kayserispor, siden til hans tidligere klub Vitesse og senest FC Twente i sidste sæson.
Her spillede han 24 kampe og scorede to mål i den bedste hollandske række.