Video : Tipsbladet
Superliga

Randers' straffesparkshelt: Det var ren intuition

Randers FCs målmand, Frederik Due, reddede to straffespark i pokalsejren over Næsby tirsdag aften. Det var ren intuition, ifølge Randers-keeperen.

Randers FC skulle tirsdag forsøge at spille sig videre i Sydbank Pokalen, da de ude mødte Danmarksserieklubben Næsby. Det blev dog sværere end som så, da kampen endte 1-1, og derfor måtte afgøres i straffesparkskonkurrence.

Her trak Randers FC det længste strå, og en stor del af det kunne tilskrives Randers-keeper Frederik Due, der nuppede to forsøg i straffesparkskonkurrencen. Det var dog svære vilkår for målmanden i straffesparkskonkurrencen.

- Til en Superliga-kamp kan man normalt se lidt video og forberede sig på straffeskytterne. Det kunne man ikke her, så det var ren intuition i straffesparkskonkurrencen. Men heldigvis lykkedes det halvdelen af gange, så det er dejligt, sagde Frederik Due efter kampen til Randers FCs hjemmeside.

Straffesparkshelten roste desuden Næsby efter kampen.

- Det holdt hårdt, Næsby spillede en fremragende kamp. Vi spillede også ganske fint, vi kunne bare ikke få den indover stregen. Deres målmand spillede desuden en rigtig god kamp, det fortalte jeg ham også efter kampen, sagde Frederik Due til Randers FCs hjemmeside efter kampen. 

Næste opgave for Randers FC er på lørdag, når de besøger FC Nordsjælland på Right To Dream Park.