Schöne om sen Champions League-sejr: Det var klogskab
Foto: Getty Images
Benelux

Schöne om sen Champions League-sejr: Det var klogskab

Ajax hentede tirsdag aften en sejr i tillægstiden af Champions League-opgøret mod Benfica. Danskeren mente efterfølgende, at det handlede om holdets klogskab.

Han scorede, da Ajax i runde to af Champions League-gruppespillet fik 1-1 ude mod Bayern München, og tirsdag aften var marokkaneren Noussair Mazraoui igen på tavlen for Ajax, da han i dommerens tillægstid scorede kampens eneste mål i Ajax-sejren på 1-0 over Benfica.

Rasmus Nissen Kristensens konkurrent på højre back har ikke just spillet sig af, og med sejren ligger den hollandske klub nu med syv point for tre kampe i Champions League - samme pointantal som tyske Bayern München.

Sejren var vigtig for hollænderne, der nu har fire point ned til Benfica på tredjepladsen i gruppen. Kan Ajax eksempelvis få noget med fra kampen mod Benfica på udebane, der er holdets næste Champions League-opgør, er man meget, meget tæt på at sikre avancement i verdens største klubturnering.

- Det var klogskab, sagde Lasse Schöne efter kampen til NOS og forklarede videre:

- Der var noget held involveret i det sidste mål, men vi havde store chancer (i løbet af kampen). 10 minutter før tid havde Donny van de Beek en stor chance, og i første halveg havde Kasper Dolberg en. Så jeg mener, at (sejren) kom via klogskab.

Udover en udekamp mod Benfica mangler Ajax at møde AEK Athen på udebane, inden gruppespillet sluttes med en kamp mod Bayern München på hjemmebane.

Danskeren håber og tror på, gruppen af spillere, Ajax har samlet sammen denne sæson, kan skabe noget stort. Mesterskabet er målet, men også europæisk håber Ajax på at kunne levere noget stort.

- Hvis nogle af drengene bliver ved med at spille fodbold på den her måde, er det sidste chance (for at lave noget stort). Så kommer de ikke til at være her længe. Vi har en rigtig god gruppe, og med denne gruppe skal vi kunne gå videre til næste runde. Det bliver svært at holde denne gruppe sammen - der er et par gode spillere imellem, der kan lidt, sagde Lasse Schöne til Voetbal Inside.

Næste opgave for Lasse Schöne og Ajax er et møde med landsmanden Nicolai Jørgensen og ærkerivalerne fra Feyenoord. Opgøret spilles i Amsterdam på Ajax' hjemmebane.